Kan brætspillet vinde over telefonen?

 

Sommeren 2020 er den sommer, jeg aldrig vil glemme. Det var ikke fordi, der skete noget virkelig specielt eller ekstraordinært, nej, men det var omstændighederne, der var specielle. Corona- virussen havde eksploderet, som en bombe, Danmark var blevet ramt. I starten var det egentlig ikke så slemt, man tænkte, at det kun var noget der foregik i Kina, men jo flere lande der blev smittet, jo mere begyndte man at se virkeligheden i øjnene. Nye forsamlingsforbud, nye restriktioner, nye rejseforbud og ja endnu et nyt pressemøde. Alle disse nye restriktioner var noget, der havde en kæmpe effekt på den sommer. Sommeren havde jeg ellers set frem til, siden jeg i starten af 1.g, sad helt ubekymret og uvidende om, at virussen nede i Kina ville have sådan en stor effekt på lille Danmark.  

 

De nye rejserestriktioner medførte aflysning af vores årlige familiesommerferie sydpå. Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det i starten, men da vi så nærmede os sommerferien begyndte det alligevel at stikke i mig. Den årlige sommerferie lyder i mine øre, som den årlige tur sammen med dem man holder allermest af. En tur med en masse kærlighed, nærvær og en masse oplevelser -ville det mon blive det samme i år? Nu når vi ikke kunne komme ud at rejse havde vi valgt at leje et sommerhus, ligesom resten af Danmarks befolkning også havde. Sommerhuset lå et godt spark væk fra den nærmeste nordjyske by, og jeg var bogstaveligt talt meget skeptisk overfor, at jeg nu skulle tilbringe to uger af min dyrebare sommerferie der. Da vi ankom til sommerhuset, trak min søster det ene efter det andet brætspil op af hendes taske. OMG kan det blive mere kedeligt sommerhusagtigt tænkte jeg, men disse spil skulle faktisk vise sig at være noget af det mest betydningsfulde, der skete i min sommerferie.

 

Hver aften efter vi havde spist, tændte min mor en masse stearinlys. Min søster og jeg fandt alverdens lækreste snacks frem og det vigtigste af alt brætspillene. Dette gjorde vi hver aften, hvor vi sad hele familien og spillede en masse hyggelige brætspil, og bare nød hindandens selskab. Jeg kan huske, at jo mere jeg blev fanget af spillet, jo sjovere var det. Hver gang vi spillede og hyggede os sammen, fløj tiden helt fra os og vi kunne side i timevis i vores lille spille boble. I løbet af de to uger, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde tænkt over, at vejret var dårligt, og at vi boede ude på landet med stort set ingen mobildækning. Dette gjorde mig ikke noget, og det er altså vildt at sige når det kommer fra mig. Jeg bruger min telefon hver evig eneste dag, i utallige timer. Når mobilen ikke er i hånden, i lommen eller foran mig, er jeg lige ved at eksplodere af nysgerrighed over om der nu er tikket nye snaps eller beskeder ind. Ja, jeg ved godt det er ekstremt og foruroligende, at jeg ikke engang kan lægge mobilen fra mig i 5 minutter, uden jeg får telefon abstinenser, men er jeg virkelig den eneste der har det på den måde?

 

I artiklen ”hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes” som er skrevet af Morten Mikkelsen, fremgår det i en undersøgelse, at den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2.600 gange hver dag. Det er meget, men det kommer desværre ikke, som en overraskelse for mig. Mange af de mennesker jeg omgås, falder direkte ind i den statistik. I sommerhuset brugte vi jo også de sociale medier, til at følge med i corona situationen, og jeg ved egentlig ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi ikke havde haft en telefon, der kunne informere os om de nyeste corona tal og restriktioner. Medierne var med til at opdatere os, og dermed give os en tryghed og en følelse af at blive oplyst, da vi hele tiden blev informeret om, hvad der skete både i indland og udlandet. I en kultur hvor det handler meget om a være til stede på specielt de sociale medier, kan dette både anses som stressende og angstprovokerende. Jeg har selv oplevet at de små afbræk kan være en lettelse. I morten Mikkelsen artikel reflekterer han selv over spørgsmålet;

 

”Man skal hele tiden spørge sig selv: er det fordelagtigt for mig at blive forstyrret hele tiden - eller potentielt at kunne blive forstyrret?“

 

I sommerhuset oplevede jeg selv på egen krop, hvor meget det betød for mig at få det lille afbræk fra de sociale medier, her skulle jeg ikke tænke på andet end min familie, som jeg var sammen med. Denne oplevelse har medvirket til at jeg i dag, ofte lader telefonen ligge inde på værelset, når jeg for eksempel for besøg af mine bedsteforældre, eller når hele familien samles til middag. I sommerhuset oplevede jeg vigtigheden ved at kunne blive oplyst af medierne grundet den meget forandrede verden omkring mig. I sommerhuset fandt jeg dog også roen og nærværet ved at ligge mobilen væk. Gad vide om andre også har fået vendt deres tanker, som jeg selv har denne sommer?     

 

-        Anna

Hvem og hvad fanden er sociale medier overhovedet godt for?

 

Sociale medier, vores kære sociale medier, hvordan skulle vi dog leve uden dem? Ja, jeg kunne nok ikke komme igennem en dag, uden de sociale medier men, er det nu nødvendigvis en dårlig ting? Jeg mener, har sociale medier taget over og blevet alt for altafgørende for os? Næ det syntes jeg egentlig ikke, men vi også nød til at forholde os til hvad sociale medier egentlig har bragt med sig, uendelige muligheder. Uanset hvad du leder efter, ja så kan du finde det, og uanset hvem du vil i kontakt med, så kan det blive en realitet, bare de også vil i kontakt med dig, og det er som i hvad og hvem som helst. Sociale medier har ovenikøbet givet os både håb, tro og sammenhold, i en periode hvor alt afhænger af os som et fællesskab. En tid hvor ingen ved hvordan de skal forholde sig, medmindre de ser de seneste restriktioner og forholdsregler.

 

 Corona, en epidemi der har ændret verden, på mange måder skillet vandene, og på mange måder skabt et fælleskab der stærkere end nogensinde før, det fællesskab bliver hele tiden stærkere af at vi holder vores forholdsregler, og tager hensyn til hinanden. Der er selvfølgelig altid ham gutten der siger ”jeg gider sku ikke gå med mundbind det gør alligevel ikke en skid forskel” måske har du mødt ham måske har du ikke. Jeg havde ærene at møde ham en dag i netto, jeg skulle fredfuldt op og have mig en ”Starbucks triple espresso” hvor den kære gut står og råber op i hele butikken ”Danmark er krafedme sådan et lille land, hvordan fanden skulle vi nogensinde gøre en forskel på verdensplan”. Hvis han tror han er for lille til at gøre en forskel, så har han aldrig sovet alene med en myg. Og sådan vil der altid være folk som går mod reglerne. Der vil altid være en, som har et helt andet synspunkt end hvad du har, og der altid en der er mere ligeglad eller måske mere skeptisk overfor regler, måske har han fat i noget, ham anti-maske fyren. Vi har det med bare at følge hvad eksperterne siger uden videre omtanke, Morten Mikkelsen skriver i sin artikel ”hvem bliver vi, når vi lader os styre af likes” som er et interview med Vincent F Hendricks professor i formel filosofi ” den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2600 gange vær dag, så mange gange rør du ikke engang ved din kone eller kæreste” men det vil jeg da gerne sætte spørgsmålstegn ved, 2600 gange, ja det lyder da helt absurd, og det lyder som om man ikke laver andet. Men jeg vil da væde med at i den undersøgelse, som Vincent F Hendricks referer til, er der blevet installeret et program på telefonen, som taster ned, vær gang mobilens skærm bliver tændt, eller rørt. Det vil altså sige at hvis du lige skal tjekke klokken KLIK det var en gang, okay jeg har godt nok travlt, gad vide hvad klokken er, KLIK det var lige endnu en gang, og på den måde så kommer man da hurtigt op på 2600, og hvad er der så galt i at leve i en verden, hvor elektronik og technologi har sådan en stor betydning? Det er en kæmpestor del af vores udvikling som mennesker det gør os klogere, hurtigere og stærkere, jeg tror ikke man normalt lige tænker over at, det en computer der styre hele Volkswagen fabrikken i Wolfsburg, der står altså ikke nogen mennesker, og løfter en motor ned i bilen, og der står heller ikke nogen og former dørene, det er gjort elektronisk.

 

Vincent F Hendricks stiller os spørgsmålet ” hvem bliver vi, når vi lader os styre af likes” og det et rigtig godt spørgsmål, for likes kan jo have kæmpe stor betydning for os, der ikke nogen af os, der ligger et billede op på instagram, for ikke at 5 minutter efter tjekke hvor mange likes der tikket ind. Den anderkendelse der kommer fra likes, sitrer i os, som var vi et lille barn julemorgen, for anderkendelse i likes kommer kort og kontant, der ikke noget men eller noget og, det et like, og likes er blevet så betydningsfulde at der faktisk er folk der levet af det, influenceres, youtubers og tiktokkers. De lever alle sammen af at vi liker deres ting på den ene eller anden måde, de lever alle sammen af vores anerkendelse.

 

 jeg er en af de mennesker der ikke har nogle som helst billeder på min instagram, mit profil billede er sort, og i min beskrivelse står der NFG 19/22, og det er det. Jeg prøver virkelig ikke at lade mig styre af likes og sociale medier i den grad, hvor det bliver ligesom et stof, en euforisk måde at blive glad på, man kunne jo næsten sige en fake måde at komme til glæde.

 

Men med det sagt, så må man jo syntes hvad man vil og det er hverken rigtigt eller forkert at syntes dit eller dat, det ens egen opfattelse af både sociale medier og corona der former hvad det egentlig betyder, og det er en selv som skal opgøre sin egen opfattelse af likes og epidemi.

 

-        Alexander

Fylder medierne for meget?

 

2020 har været noget af et år, ja jeg ved sgu slet ikke hvad jeg skal sige. Året startede egentlig ganske fint ud og alting var som det plejede at være. Ingen mundbind, ingen håndsprit og ingen restriktioner. Vi havde jo godt hørt om corona-virussens udbrud i Kina, men det var jo ikke noget vi bekymrede os om, for her i lille Danmark var alting jo som det plejede at være. Men som et lyn fra en klar himmel spredte virussen sig hurtigere end vi kunne nå at følge med. Snart begyndte verdens lande at lukke ned og da vi i foråret nåede den 11 marts skulle det også blive Danmarks tur. Jeg husker tydeligt den dag vi fik at vide, at vores lille land blev lukket ned. Min far havde hentet mig fra min sædvanlige onsdagsvagt i brugsen og fortalte at der samme aften ville blive afholdt pressemøde omkring den daværende corona-situation og at jeg godt kunne forberede mig på en nedlukning hvilket ville betyde at vi ikke kunne komme i skole i 14 dage. Og rigtig nok, blev vi lukket ned i 14 dage. I starten tænkte jeg, yes man, ingen skole i to uger, men der kunne jeg godt tro om, for i stedet skulle undervisningen foregå online, over Teams. Men stadig væk, to uger, hvor slemt kunne det lige være? Men to uger blev hurtigt til to måneder. To måneder med online undervisning, to måneder hvor vi ikke kunne komme i skole og to måneder hvor jeg ikke kunne se mine venner.

 

Nu hvor vi ikke kunne se hinanden, måtte vi jo finde på et andet alternativ, som så skulle blive Discord. Simon, min gode kammerat, som jeg havde lært at kende gennem gymnasiet og jeg, sad nu på discord stort set hver aften og snakkede. Det var som sådan meget hyggeligt, men det var bare alligevel ikke det samme som sidde overfor hinanden og have en samtale. En aften inviterede Simon en af sine kammerater fra hans efterskole til et opkald. Han hed Frederik og var fra Jylland. Det skulle vise sig at Frederik var skide sjov og for at bruge mine egne ord en rigtig guttermand og siden den aften har han været en af mine allerbedste kammerater og vi snakker stadig sammen over Discord. 

Da Danmark endelig begyndte at åbne op igen, havde Simon, Frederik og jeg aftalt at vi skulle holde en gameraften hjemme hos mig og jeg skulle møde Frederik for første gang. Frederik kom tidligt om formiddagen og jeg var gået ud for at tage imod ham ved bussen. Jeg var spændt på at se hvordan han så ud, da jeg på det tidspunkt kun havde hørt hans stemme, når vi havde snakket sammen over Discord. Endelig kom bussen og ud trådte en nydeligt klædt mørkhåret dreng iført skjorte, vest og slips. Frederik var ikke længere bare den stemme jeg kendte fra de mange aftner vi havde snakket sammen, nu var han en person der stod foran mig, en person, som jeg i dag kalder en af mine bedste kammerater. 

Da Simon senere var ankommet og havde fået pakket sine ting ud, gik vi ned for at handle ind til aftensmaden, som stod på grillmad. Vi gik og snakkede hele vejen og jeg hyggede mig så meget og var så fokuseret på samtalen, at jeg helt glemte alt om mobiler og sociale medier. Ikke noget med lige at tjekke eller sende en besked, men bare tre drenge, der gik og snakkede. Selv da vi senere sad i carporten rundt om grillen, var telefonen stort set ikke fremme. Det var igen bare tre drenge, der sad og snakkede sammen mens de delte en kasse blå sport sodavand.

Jeg tjekker selv min telefon flere gange dagligt og men kan vidst roligt sige at jeg tjekker den flere gange end man kan tælle på to hænder. I artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”som er skrevet af Morten Mikkelsen fremgår det at den gennemsnitlige smartphonebruger tjekker sin telefon 2600 gange om dagen. Det er alligevel en del. Hjemme hos os ser vi altid nyheder under aftensmaden, ellers ser jeg stort set ikke fjernsyn mere. Alle de nyheder jeg får, dem får jeg på min telefon eller computer, for det meste på Facebook. Og hvis der er noget bestemt jeg vil vide, så tager det mig ikke mere end to sekunder at søge det frem på min telefon.

Mine forældre er ikke ret aktive på sociale medier, eller det vil sige, at mine forældre ikke bruger sociale medier. Jeg har da også før fået at vide af de gamle, at jeg bør slukke skærmen og holde en pause fra medierne. Men havde det ikke været for sociale medier havde de to måneder med online undervisning nok bare været to måneder hvor jeg havde siddet der hjemme og kedet mig til døde og endnu vigtigere, havde det ikke været for sociale medier havde jeg nok aldrig mødt en af mine allerbedste kammerater. For mig har det betydet rigtig meget at jeg kunne holde kontakt med mine venner og endda møde nye venner. Selvom medierne fylder en del, så bringer de os måske i virkeligheden tættere sammen, eller hvad?

-Christian

 

Har du talt med dit barn i dag?

Må jeg sige det? Det er lidt en unpopular oppinion. Whatever, børn. Jeg har et mindre godt forhold til børn lige fortiden, og specielt små børn, de er så irriterende! De larmer, de sviner, de griser og er konstant utilfredse med alting. Altså nogle børn kan da være søde nok og jeg vil da også gerne selv have børn på et tidspunkt, og jeg hader bestemt ikke børn, men jeg er bare i en periode hvor jeg tit oplever at synes de er lidt træls. Selvom det er en unpopular oppinion så er det nærmest værre at sige man ikke kan lide hundehvalpe, i forhold til at sige man ikke kan lide børn.

Nu vil jeg gerne fortælle jer en lille historie om en oplevelse fra min sommer:

Jeg sad i S-toget med min veninde på vej fra Hillerød til København. Det er en tur som tager næsten en time. Ved det første stop vi kommer til, kommer der en familie ind. Sammen med familien kommer larmen, larmen fra små børn. Allerede der bliver jeg træt, jeg kigger på min veninde med håbefulde øjne, øjne der håber de går forbi os og ind i en anden kupé. Men nej, bedstemoren sætter sig ved siden af min veninde, og tre unge mødre sætter sig omkring hende. Efter de voksne kommer børnene. Den ældste har nok været omkring de 12-13 år, og den mindste et par måneder, så larm og uro var der nok af. Den ene mor sætter sig ved siden af mig, og sætter sin lille dreng imellem os, han har nok været omkring de 3-5 år. Han kunne ikke sidde stille særlig længe, før han begyndte at kravle rundt. Afstand var der på ingen måde noget af på den her togtur, og jeg mener bestemt at hvis man befinder sig i det offentlige rum, så har man også en pligt til at holde styr på sine børn, og vise hensyn til sine omgivelser. Det er da det mindste man kan gøre?

Jeg kan have svært ved at forstå hvordan nogle mennesker kan være så ligeglade med sine omgivelser, altså man kan da godt lige tænke sig om, kan man ikke?

Mens den her lille dreng kravler rundt over det hele, sidder moren og griner højlydt af noget på hendes telefon, og er på ingen måde opmærksom på sit barn. Vidste I at der er forskning som viser at den gennemsnitlige smartphone ejer berører apparatet 2600 gange om dagen, det skriver Morten Mikkelsen om i sin artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”.

”så mange gange rører du ikke engang ved din kone eller kæreste” siger Vincent F. Hendricks som er professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. Jeg må nok sige at jeg syntes det er tankevækkende, tænk hvis den pågældende mor fra min oplevelse lagde telefonen væk, og var tilstede sammen med hendes barn. Barnets uro tænker jeg kan være en måde at fange moderen opmærksomhed på, og så var det jo egentlig ligegyldigt om det var en positiv opmærksomhed, eller en negativ opmærksomhed. Moderens reaktion på at hendes søns uro, var at give ham hans egens skærm så han kunne sidde stille, og hun kunne forsætte med hvad end hun lavede. Hvis jeg havde været i denne mors sted, havde jeg nok bare lagt min egen skærm væk, og fokuseret på mit barn. Vincent F. Hendriks siger: ”Man skal hele tiden spørge sig selv: er det fordelagtigt for mig at blive forstyrret hele tiden - eller potentielt at kunne blive forstyrret?” Da jeg læste citatet her, fortrød jeg lidt at jeg ikke havde sagt noget til moderen, men samtidig så har jeg vel heller ikke nogen form ret til, at rette på moderens måde at opdrage sit barn på? Jeg ved i hvert fald at jeg var blevet pænt irriteret, hvis der var en eller anden teenager som begyndte at belære mig, om hvordan jeg skulle opdrage mine børn. Det skal man jo som udgangspunkt ikke blande sig i. ”Vi lever i en tid med mange meninger og mange opfordringer til, at vi skal tilslutte os en bestemt mening og tage afstand fra dem med den modsatte mening, men vi skal anstrenge os for ikke at tænke så meget på, hvad vi mener sammen med dem, vi er enige med, men hvorfor vi hver især mener det, vi gør, og hvorfor andre kunne mene noget andet.” Jeg relaterede ret meget til det her citat, fordi det jo netop fremhæver at alle har forskellige holdninger, igen specielt hvad angår opdragelsen af børn.  

Familien der kom ind, var ikke fra Danmark og derfor kunne moderen snildt have en anden indstilling til hvordan hendes børn skal opdrages, i forhold til hvad jeg tænker, og derfor valgte jeg ikke at sige noget. Tænk hvis jeg havde sagt noget, og så uden at vide det havde fornærmet hende mega meget, det ville jeg virkelig have det dårligt med.

Ovenpå den her oplevelse vil jeg opfordre jer alle sammen til, lige at tænke en ekstra gang over om i giver jeres børn eller bare for den sags skyld jeres søskende, den opmærksomhed de har brug for. Gå hjem giv dem en krammer og spørg hvordan deres dag har været. Vær opmærksom, vis jeres kærlighed til børnene eller søskende og pas på jeres omgivelser i disse tider. Vores tog ruller ind på Nørreport, og familien skal af toget, ”endelig” tænker jeg, puha hvor havde det altså bare føltes som en tur på flere timer.

 

 - Laura Aa

Er medierne bare en omgang sludder?

 I året 2020 har vi haft mange begrænsninger, og mange har ikke kunne fuldføre deres planer på grund af corona-virussen, og jeg var som regel også en af dem. Foråret startede rigtig dårligt ud med, at Danmark blev lukket ned, og alle kunne ikke ses med hinanden mere, som de plejede. Vi startede jo alle med at juble over, at vi ikke skulle i skole, men der gik ikke langt tid efter at vi alle lagde mærke til, at der faktisk ikke var så meget at juble over mere. Vi måtte ikke ses med hinanden så ofte mere, mindre forsamlinger, ingen rejser til udlandet og ingen fester måtte holdes.

Jeg opholdte mig stadig i udlandet på dette tidspunkt af året, da jeg stadig var midt i min udvekslingsrejse i Japan. Her var vores daglige regler straks værre, hvor vi skulle gå med masker 24/7, og vi måtte slet ikke komme sammen med vennerne.

Allerede i februar lukkede Japan ned for alle skoler, de fleste butikker og alt sport så hverdagen blev bare kedligere og kedligere. Minutterne føltes som timer, og i den tid jeg sad derhjemme i karantæne føltes som om, at jeg sad i fængsel. Altså ja, som i rigtig fængsel. Timerne er lange men tiden er kort. Jeg hadet dette ordsprog fra den første dag af min karantæene fordi, det passede så godt ind i den situation jeg selv var i, og ja jeg havde ikke meget tid tilbage...

Jeg var selvfølgelig rigtig bekymret for, hvordan min rejse skulle ende med, men jeg var også rigtig bekymret for mine venner og familie derhjemme i Danmark. Tv-nyhederne i Japan fortalte jo selvfølgelig ikke noget, om hvordan corona-virussen havde ramt Danmark, så hvad der virkelig hjalp mine bekymringer, var de sociale medier. Jeg kunne for eksempel sidde på Facebook eller Instagram  og se, hvad mine nærre venner og familie havde postet på websiden, og jeg kunne se, hvad De havde lavet i løbet af Deres karantæene. Det var som regel rigtig spændene at følge med i, og selvom jeg var flere hundrede kilometer væk, så føltes det stadig som om, at jeg var tæt på dem. Eller hvad....? Hvad med jer? Hvordan havde I det, da I sad derhjemme og så på de sociale medier, hvad følte I?

Morten Mikkelsen som har skrevet artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?” og i den artikkel skriver han: ”Der findes også forskning, som viser, at de såkaldt sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse med hinanden over kæmpeafstande med et enkelt klik. Til gengæld gør denne form for kontakt intet som helst for at mindske disse menneskers ensomhedsfølelse.” Det referer til den oplevelse, jeg havde i løbet af min karantæene. Men han har ret, for hvad jeg følte ved at kigge på opslagene på de sociale medier, det var ikke kun glæden og trygheden af, at se mine venner havde det sjovt, men også ensomheden. Jeg følte mig faktisk ensom, og det gjorde det værre af at se på alle de her stories og postes, som blev lagt op på de forskellige sociale medier. Det fik mig til at tænke over, hvor vigtig vores hverdag og vores venskab havde været uden, at jeg egentlig havde tænkt over det.   

Men er de sociale medier så bare en omgang sludder og Facebook, Instragram, Snapchat og Twitter bare en stor platform hvor vi bare viser, hvem vi selv er, og hvor vi bare lader os styre af likes?

Det mener Vincent F. Hendricks ikke, da han under et interview siger: ”Engang var det definitionen på et samfund og et fælleskab, at mennesker var nødt til at bevæge sig ud i øjenhøjde med hinanden - når altså verden ikke lige er ramt af en lammende virus-pandemi”. Jeg havde heller ikke følt, at fælleskabet ikke havde været til stede, da jeg snakkede med mine forældre over messenger under karantæene opholdet. De sociale medier var det bedste værktøj, jeg nogensinde kunne bruge til at holde kontakten med min familie og venner på. Medierne var det, jeg brugte til at opdatere mig selv, om hvad der skete rundt omkring i verdenen under karantæene-opholdet og lige præcis under denne situation, havde det vist mange mennesker (inklusiv mig selv), at det var et mega effektivt værktøj.

Uanset hvad syntes jeg faktisk, at 2020 har været et frygteligt, men også et vigtigt år for os, og at det har været et år hvor de sociale medier, har vist en stor betydning. Det har vist os hvor vigtigt vores tid med hinanden er, og hvor vigtig vores hverdag egentlig har betydet for os. Venskabet, sammenholdet og fritiden er ikke noget der er bygget op på en dag, og er derfor noget 2020 har vist, hvor meget det fylder inde i os. Men hvad, er jeg den eneste der har følt det på denne måde, og er medierne bare en om gang sludder?

Syuma

Længe ventet...

2020, ja hvad kan man sige? Det har været et voldsomt år, og det ser ud til at fortsætte. Med alt den smitte af Corona der er i omløb, har landet Danmark fået en masse restriktioner, og det gik særligt ud over konfirmanderne. Det var meget ubevidst hvornår min søster fik lov til at afholde sin konfirmation. Hun skulle oprindeligt have afholdt den 26. april, men den blev rykket til den 8. august. Det kom endda på tale at den først skulle have været afholdt i oktober! Men hun fik den afholdt, det var ventetiden værd, og det var en nice dag med familie og venner i Egense forsamlingshus. Vi overholdt selvfølgelig forsamlingsforbuddet på 50 mennesker og havde håndsprit til alle borde og lokaler, men hvad nu hvis vi slet ikke fik lov til at afholde konfirmationen, skulle den så have forgået over medierne?

 

Min søster blev konfirmeret med sin gamle klasse. De var kun 11 i den klasse, og blev opdelt i grupper af 3-4 personer for at overholde forsamlingsforbuddet i kirken. Det var helt anderledes end da jeg blev konfirmeret. Men taget i betragtning at det er Corona tid, kunne dagen ikke have været bedre. Solen skinnede på en varm sommerdag, og det var helt rart at komme ind i kirken hvor der var køligt, lige indtil man skulle ud i den bagende sol igen. Kirken føltes dog tom. Forestil jer 1/3 af de folk der normalt kunne være, i kirken blev spredt ud på alle pladser. Tomheden skyldtes nok den afstand. man skulle afholde fra hinanden, og det var lidt mærkeligt, at det kun var kirkesangeren der måtte synge salmerne. Men alt i alt var det udmærket.

 

Resten af dagen foregik i Egense forsamlingshus, og min søster fik lov til at invitere sine veninder fra sin nye klasse med til konfirmationen. Ikke nok med at de hyggede sig face to face, brugte de også de sociale medier fælles. På et tidspunkt da jeg sad udenfor på et bordbænkesæt med min grandfætter og grandkusine og drak Bailey, kunne vi se min søster og hendes veninder lave Tik Toks. Jeg synes personligt det er et mærkeligt medie og sad lidt og krummede tær, men de brugte den app til at danse og grine sammen, og jeg var bare glad på hendes vegne, da hun endelig fik den dag, hun har ventet på i så lang tid. På den måde kan sociale medier også bruges; ikke bare til at skabe asocialitet, men til at skabe et fællesskab og blive tættere med andre folk via fælles interesser. Inde i forsamlingshuset var der høje lyde af fulde familiemedlemmer, grin og fællesskab. Det er sjældent vores familie er samlet på den måde, så når de endelig er, er der meget og tale om og en masse at følge op på, og jeg tror heller ikke konfirmationen på nogen som helst måde, ville kunne skabe den her fællesskab- og nærværsfølelse, hvis den foregik over et opkald i teams, men hvordan ville det så være at holde konfirmation over de sociale medier?

Man kan jo selvfølgelig sige, at de sociale medier er en måde at kommunikere med folk på fra lange distancer, men jeg tror ikke det ville fungere med 50 personer i et opkald, og det ville slet ikke skabe den samme fornemmelse, som at sidde i et forsamlingshus og kunne gå rundt og snakke med hvem man ville. Det ville blive et stort kaos og skulle snakke sammen 50 personer på tværs i et opkald, og hvad med de ældre? De har det hårdt nok med ikke at se så mange folk til daglig, og har svært ved at bruge medierne, det ville bare skabe en ensomhedsfølelse da man ikke ville  kunne være sammen fysisk med folk. Jeg ville ikke ønske det for min søster at skulle afholde sin konfirmation på den måde.

 

I Morten Mikkelsens artikel som er et interview med Vincent F. Hendricks:” Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre likes?” reflektere han over hvor meget sociale medier og likes styrer vores liv. ”Den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2600 gange hver dag”. Artiklen er fra den 28. marts 2020. Så det er i karantænen artiklen er skrevet. Der vil resultaterne i statistikkerne selvfølgelig stige, da man ikke har mulighed for, at omgås med dem man plejer og ses med til hverdag, så man er nødt til at bruge andre metoder, som i dette tilfælde er medierne. Jeg erkender gerne, at jeg tjekkede min telefon en del gange under konfirmationen, og måden jeg gjorde det på var nogle gange med til, at forstyrre samtalen jeg sad i, og når man ser tilbage på det, kunne man godt have ladet de personer der skrev vente lidt. Det var jo en dag med familien. Jeg lod også mærke til, at de voksne og nogle af de ældre også brugte deres telefoner under konfirmationen. De brugte dem til at vise billeder, som de kunne bruge til at understrege, hvad de havde oplevet det sidste års tid før corona opstod.

 

Alt i alt, var det en god dag og fejre min søsters konfirmation på, på trods af alt det Corona. Jeg er glad for, vi fik mulighed for at mødes fælles til en fest, i stedet for at skulle side i et Messenger, Teams eller Discord opkald. Det tror jeg virkelig ikke ville have været en god oplevelse, og måden de voksne, min søster og hendes veninder brugte medierne på under konfirmationen var med til at skabe den gode stemning, der var den dag. Så jeg tror ikke det bare er medierne der forstyrrer os, men det er hvordan vi vælger at bruge dem, og i hvilke sammenhænge vi bruger dem, der kan skabe forstyrrelsen, men hvad tænker du om brugen af sociale medier?  

 

Mathias Ø.

Jeg følte mig forarget

 Sommeren 2020 havde mange begrænsninger, men alligevel valgte min far og jeg at tage et lille smut til de bakkede landskaber i Sydbelgien. Hele turen gav et kæmpe indtryk på mig, men der var én specifik hændelse jeg ikke kan glemme. Vi var på tur og pludselig så vi, at der var en kirkegård med soldater, der på tragiskvis havde mistet livet i 2. verdenskrig. Naturligvis stoppede vi bilen og undersøgte den betydningsfulde kirkegård nærmere. Vi bevægede os ind i, hvad der kunne ligne paradisets have. Intet var tilfældigt - buskene var klippet til perfektion og græsset var nyslået.

Der var omkring 200 identiske gravsten og det, der påvirkede mig mest var, at de alle tilhørte udlændinge. Nationaliteter såsom England, Amerika, New Zealand og Australien stod indgraveret i granitten. De havde været i krig mod tyskerne i et helt fremmed land, lang væk hjemmefra. Desto mere jeg bevægede mig mellem gravstenene, desto større blev klumpen i min hals.

Uforberedt stødte jeg på en 18-årig soldats gravsten - han var jo ligeså gammel som mig. Forskellen er bare, at jeg skal huske at spritte fingre, og kan til enhver tid flygte fra virkeligheden, ved hjælp af min telefon. Den unge soldat skulle derimod passe på landminer, og flygte fra flyvende projektiler.

Imens jeg gik og dannede et indryk af stedet, hørte jeg en telefon ringe - det var min fars telefon. Fandme irriterende. Ringetonen rungede i mine ører. Den der Messenger ringetone - synes I ikke også, at den er irriterende? Den er i hvert fald ikke til at få ud af hovedet.

Det var en mangel på respekt! Vi befandt os ellers i en fredfyldt boble. Jeg følte mig forarget. Er vi så afhængige af vores telefoner, at vi ikke engang kan undvære den på en kirkegård?

 

I gennemsnit tjekker den gennemsnitlige smartphone ejer, sin telefon 2600 gange på en dag, skriver Morten Mikkelsen i artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”. Det er relativt mange gange, hvis du spørger mig, men det overrasker mig ikke. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tjekker mine medier. Facebook, Instagram og Snapchat har gjort corona-krisen en hel del lettere at klare sig igennem. Det har været muligt at opretholde kontakten med mine venner, og den del af min familie, som bor på Færøerne. Medierne forbinder verden, og det er jeg rigtig glad for - både når familien bor i et andet land, og når man er på ferie. Min generation er vokset op med dem, og jeg kan slet ikke forstille mig en verden uden.

 

 

 

Oplevelsen med min fars rungende ringetone på kirkegården, gjorde mig faktisk lidt vred.

Der gik dog ikke mange sekunder før det gik op for mig, at det var min lillesøster der ringede. Hun ville høre om, hvordan vi havde det og fortalte, at hun glædede sig til vi kom hjem igen. Belgien havde i mellemtiden fået mange nye smitte-tilfælde og landet var begyndt at lukke ned. Nu gik det lige pludselig op for mig, hvorfor hun ringede - hun ville bare sikre sig, at vi var okay.

Lige dér, sprang boblen jeg var i, og jeg var tilbage til virkeligheden. Jeg var tilbage til den virkelighed, hvor jeg tænkte på alle mulige andre ting, end det der havde fyldt mit hoved tidligere. Ved nærmere eftertanke var oplevelsen meget overvældene. Selvom vi så mange smukke byer og slotte, så er det korte visit på kirkegården, det jeg husker allerbedst. Jeg fik reflekteret over alle de sørgelige gravsten, og samtidig blev jeg ved hjælp af medier mindet om, at der var nogle, der savnede mig. Måske var jeg ikke forarget alligevel, jeg var nok bare fyldt med nyt gåpåmod.

 

- Tóki

Tør du lægge mobilen?

 

Medierne har længe fyldt meget i vores hverdag, men efter Corona brød løs i foråret og var skyld i, at hele landet lukkede ned, har de fyldt mere end nogensinde før. Lige pludselig kunne vi ikke længere mødes med dem vi plejede at se hver dag, og Teams blev et alternativ for den vante undervisning. For mit vedkommende vænnede jeg mig relativt hurtigt til den nye virkelighed, men der gik ikke mange uger før jeg begyndte at køre træt i det. Jeg er derfor super glad for, at vi igen kan komme fysisk i skole og se vores venner, som vi har savnet. Med hjælp fra de sociale medier har vi dog stadig haft mulighed for at holde kontakten i den underlige tid, selvom det langt fra kan måles med at mødes fysisk med hinanden. Det var i hvert fald noget jeg mærkede på egen krop en aften i sommerferien.

 

Jeg tror de færreste havde særligt høje forventninger til dette års sommerferie. Inden corona blev aktuel, var det planen, at jeg skulle til Toscana med to veninder fra efterskolen. Det valgte vi at aflyse, da Toscana ligger i Norditalien, som var hårdt ramt af virussen på det tidspunkt. Vi var selvfølgelig meget skuffet over ikke at skulle af sted, men så var der jo ikke andet for end at finde på noget at lave herhjemme i stedet for. Min ene veninde, som bor i Svendborg, havde lejligheden for sig selv i nogen dage, så der valgte vi at opholde os. En aften besluttede vi os for at gå en tur, og helt ubevidst havde ingen af os taget vores mobiler med. Vi havde ikke set hinanden i nogen måneder, så der var en del der skulle følges op på. Uden mobilerne var det meget nemmere at fordybe sig i samtalerne, fordi de ikke var der til at distrahere med alverdens notifikationer.

 

Gåturen var lang og efter 2 en halv times gode samtaler, var vi enige om, at det var lige hvad vi alle tre havde haft brug for. En pause fra medierne, der hele tiden opdaterede os om coronatallene og bare generelt en pause fra de sociale medier vi har benyttet os ekstra meget af i coronakrisen. Det var en befriende følelse at kunne leve i nuet for en kort stund og bare snakke om lige det vi havde lyst til helt uden afbrydelser. Det gik på en måde op for mig, at jeg til tider havde følt mig ret ensom, i mens jeg sad derhjemme 24/7, selvom jeg havde de sociale medier, hvor jeg kunne skrive, snappe og facetime med mine venner. Man får en helt anden nærværsfølelse når man mødes ude i den virkelige verden, hvilket også giver god mening. Man får bare ikke det hele med, når man har en skærm mellem hinanden.

 

I et interview i Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader og styre af likes?” nævner Vincent F. Hendricks, som er professor i formel filosofi, blandt andet noget om denne ensomhedsfølelse, som mange af os sikkert sad med, da landet var lukket ned: ”Hvis du sætter dig og skriver en lang, personlig tekst til et andet menneske og sender den på e-mail, betyder det noget for, hvor relationelt forbundet, I føler jer. Men et like, en upload eller en kommentar på Facebook er uden nævneværdig betydning, hvis folk i udgangspunktet føler sig ensomme.” Denne udtalelse fortæller noget om måden vi kommunikerer på gennem de sociale medier. I vores generation hører man sjældent om folk, der sender lange e-mails til hinanden. Der er vi mere tilbøjelige til at sende kortere beskeder over Messenger og Snapchat eller kommentere hinandens billeder på Instagram. Hendricks mener ikke, at dette har nogen positiv effekt på ensomhedsfølelsen. Det giver altså god mening, hvis mange af os har haft den følelse, da det er sådan størstedelen af os har kommunikeret med hinanden.

 

I forhold til at blive distraheret af sin mobil, sker det, at Hendricks mobil forstyrrer under interviewet. Til dette undskylder han og tilføjer: ”Man skal hele tiden spørge sig selv: Er det fordelagtigt for mig at blive forstyrret hele tiden - eller potentielt at kunne blive forstyrret?” Det refererer til min oplevelse i sommers, hvor jeg indså, hvor positiv effekt det har på samtaler at lade mobilen blive ude for rækkevidde. Jeg synes specielt det er vigtigt når det er med personer, man ikke ser særlig tit, så man kan nyde hinandens selskab fuldt ud, og netop med coronavirus kan man ikke vide sig sikker på, hvornår det er muligt at ses.

 

Alt i alt er jeg taknemlig over, at vi har haft de sociale medier, da vi ikke kunne andet end at blive hjemme. Samtidig har jeg også indset, hvor meget det egentlig gør at mødes fysisk og snakke uden en masse forstyrrelser fra diverse medier. Likes, kommentarer og små, korte beskeder hjælper ikke på den ensomhed mange af os følte, da Danmark lukkede ned tilbage i marts. Jeg er bare glad for, at vi stadig har mulighed for at mødes, selvom det er begrænset, hvor mange man bør ses med. Så længe vi kan lægge vores sociale medier lidt til side en gang i mellem og fordybe os i hinanden, så tror jeg godt vi kan komme igennem denne skøre tid. Hvad med jer? Kunne I ikke fristes til at lade mobilen blive derhjemme og gå en lang tur med en god ven eller veninde? Det vil jeg i hvert fald tænke over at få gjort noget mere.

 

-        Lisa