Jeg følte mig forarget

 Sommeren 2020 havde mange begrænsninger, men alligevel valgte min far og jeg at tage et lille smut til de bakkede landskaber i Sydbelgien. Hele turen gav et kæmpe indtryk på mig, men der var én specifik hændelse jeg ikke kan glemme. Vi var på tur og pludselig så vi, at der var en kirkegård med soldater, der på tragiskvis havde mistet livet i 2. verdenskrig. Naturligvis stoppede vi bilen og undersøgte den betydningsfulde kirkegård nærmere. Vi bevægede os ind i, hvad der kunne ligne paradisets have. Intet var tilfældigt - buskene var klippet til perfektion og græsset var nyslået.

Der var omkring 200 identiske gravsten og det, der påvirkede mig mest var, at de alle tilhørte udlændinge. Nationaliteter såsom England, Amerika, New Zealand og Australien stod indgraveret i granitten. De havde været i krig mod tyskerne i et helt fremmed land, lang væk hjemmefra. Desto mere jeg bevægede mig mellem gravstenene, desto større blev klumpen i min hals.

Uforberedt stødte jeg på en 18-årig soldats gravsten - han var jo ligeså gammel som mig. Forskellen er bare, at jeg skal huske at spritte fingre, og kan til enhver tid flygte fra virkeligheden, ved hjælp af min telefon. Den unge soldat skulle derimod passe på landminer, og flygte fra flyvende projektiler.

Imens jeg gik og dannede et indryk af stedet, hørte jeg en telefon ringe - det var min fars telefon. Fandme irriterende. Ringetonen rungede i mine ører. Den der Messenger ringetone - synes I ikke også, at den er irriterende? Den er i hvert fald ikke til at få ud af hovedet.

Det var en mangel på respekt! Vi befandt os ellers i en fredfyldt boble. Jeg følte mig forarget. Er vi så afhængige af vores telefoner, at vi ikke engang kan undvære den på en kirkegård?

 

I gennemsnit tjekker den gennemsnitlige smartphone ejer, sin telefon 2600 gange på en dag, skriver Morten Mikkelsen i artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”. Det er relativt mange gange, hvis du spørger mig, men det overrasker mig ikke. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tjekker mine medier. Facebook, Instagram og Snapchat har gjort corona-krisen en hel del lettere at klare sig igennem. Det har været muligt at opretholde kontakten med mine venner, og den del af min familie, som bor på Færøerne. Medierne forbinder verden, og det er jeg rigtig glad for - både når familien bor i et andet land, og når man er på ferie. Min generation er vokset op med dem, og jeg kan slet ikke forstille mig en verden uden.

 

 

 

Oplevelsen med min fars rungende ringetone på kirkegården, gjorde mig faktisk lidt vred.

Der gik dog ikke mange sekunder før det gik op for mig, at det var min lillesøster der ringede. Hun ville høre om, hvordan vi havde det og fortalte, at hun glædede sig til vi kom hjem igen. Belgien havde i mellemtiden fået mange nye smitte-tilfælde og landet var begyndt at lukke ned. Nu gik det lige pludselig op for mig, hvorfor hun ringede - hun ville bare sikre sig, at vi var okay.

Lige dér, sprang boblen jeg var i, og jeg var tilbage til virkeligheden. Jeg var tilbage til den virkelighed, hvor jeg tænkte på alle mulige andre ting, end det der havde fyldt mit hoved tidligere. Ved nærmere eftertanke var oplevelsen meget overvældene. Selvom vi så mange smukke byer og slotte, så er det korte visit på kirkegården, det jeg husker allerbedst. Jeg fik reflekteret over alle de sørgelige gravsten, og samtidig blev jeg ved hjælp af medier mindet om, at der var nogle, der savnede mig. Måske var jeg ikke forarget alligevel, jeg var nok bare fyldt med nyt gåpåmod.

 

- Tóki