Tør du lægge mobilen?

 

Medierne har længe fyldt meget i vores hverdag, men efter Corona brød løs i foråret og var skyld i, at hele landet lukkede ned, har de fyldt mere end nogensinde før. Lige pludselig kunne vi ikke længere mødes med dem vi plejede at se hver dag, og Teams blev et alternativ for den vante undervisning. For mit vedkommende vænnede jeg mig relativt hurtigt til den nye virkelighed, men der gik ikke mange uger før jeg begyndte at køre træt i det. Jeg er derfor super glad for, at vi igen kan komme fysisk i skole og se vores venner, som vi har savnet. Med hjælp fra de sociale medier har vi dog stadig haft mulighed for at holde kontakten i den underlige tid, selvom det langt fra kan måles med at mødes fysisk med hinanden. Det var i hvert fald noget jeg mærkede på egen krop en aften i sommerferien.

 

Jeg tror de færreste havde særligt høje forventninger til dette års sommerferie. Inden corona blev aktuel, var det planen, at jeg skulle til Toscana med to veninder fra efterskolen. Det valgte vi at aflyse, da Toscana ligger i Norditalien, som var hårdt ramt af virussen på det tidspunkt. Vi var selvfølgelig meget skuffet over ikke at skulle af sted, men så var der jo ikke andet for end at finde på noget at lave herhjemme i stedet for. Min ene veninde, som bor i Svendborg, havde lejligheden for sig selv i nogen dage, så der valgte vi at opholde os. En aften besluttede vi os for at gå en tur, og helt ubevidst havde ingen af os taget vores mobiler med. Vi havde ikke set hinanden i nogen måneder, så der var en del der skulle følges op på. Uden mobilerne var det meget nemmere at fordybe sig i samtalerne, fordi de ikke var der til at distrahere med alverdens notifikationer.

 

Gåturen var lang og efter 2 en halv times gode samtaler, var vi enige om, at det var lige hvad vi alle tre havde haft brug for. En pause fra medierne, der hele tiden opdaterede os om coronatallene og bare generelt en pause fra de sociale medier vi har benyttet os ekstra meget af i coronakrisen. Det var en befriende følelse at kunne leve i nuet for en kort stund og bare snakke om lige det vi havde lyst til helt uden afbrydelser. Det gik på en måde op for mig, at jeg til tider havde følt mig ret ensom, i mens jeg sad derhjemme 24/7, selvom jeg havde de sociale medier, hvor jeg kunne skrive, snappe og facetime med mine venner. Man får en helt anden nærværsfølelse når man mødes ude i den virkelige verden, hvilket også giver god mening. Man får bare ikke det hele med, når man har en skærm mellem hinanden.

 

I et interview i Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader og styre af likes?” nævner Vincent F. Hendricks, som er professor i formel filosofi, blandt andet noget om denne ensomhedsfølelse, som mange af os sikkert sad med, da landet var lukket ned: ”Hvis du sætter dig og skriver en lang, personlig tekst til et andet menneske og sender den på e-mail, betyder det noget for, hvor relationelt forbundet, I føler jer. Men et like, en upload eller en kommentar på Facebook er uden nævneværdig betydning, hvis folk i udgangspunktet føler sig ensomme.” Denne udtalelse fortæller noget om måden vi kommunikerer på gennem de sociale medier. I vores generation hører man sjældent om folk, der sender lange e-mails til hinanden. Der er vi mere tilbøjelige til at sende kortere beskeder over Messenger og Snapchat eller kommentere hinandens billeder på Instagram. Hendricks mener ikke, at dette har nogen positiv effekt på ensomhedsfølelsen. Det giver altså god mening, hvis mange af os har haft den følelse, da det er sådan størstedelen af os har kommunikeret med hinanden.

 

I forhold til at blive distraheret af sin mobil, sker det, at Hendricks mobil forstyrrer under interviewet. Til dette undskylder han og tilføjer: ”Man skal hele tiden spørge sig selv: Er det fordelagtigt for mig at blive forstyrret hele tiden - eller potentielt at kunne blive forstyrret?” Det refererer til min oplevelse i sommers, hvor jeg indså, hvor positiv effekt det har på samtaler at lade mobilen blive ude for rækkevidde. Jeg synes specielt det er vigtigt når det er med personer, man ikke ser særlig tit, så man kan nyde hinandens selskab fuldt ud, og netop med coronavirus kan man ikke vide sig sikker på, hvornår det er muligt at ses.

 

Alt i alt er jeg taknemlig over, at vi har haft de sociale medier, da vi ikke kunne andet end at blive hjemme. Samtidig har jeg også indset, hvor meget det egentlig gør at mødes fysisk og snakke uden en masse forstyrrelser fra diverse medier. Likes, kommentarer og små, korte beskeder hjælper ikke på den ensomhed mange af os følte, da Danmark lukkede ned tilbage i marts. Jeg er bare glad for, at vi stadig har mulighed for at mødes, selvom det er begrænset, hvor mange man bør ses med. Så længe vi kan lægge vores sociale medier lidt til side en gang i mellem og fordybe os i hinanden, så tror jeg godt vi kan komme igennem denne skøre tid. Hvad med jer? Kunne I ikke fristes til at lade mobilen blive derhjemme og gå en lang tur med en god ven eller veninde? Det vil jeg i hvert fald tænke over at få gjort noget mere.

 

-        Lisa