Har du talt med dit barn i dag?

Må jeg sige det? Det er lidt en unpopular oppinion. Whatever, børn. Jeg har et mindre godt forhold til børn lige fortiden, og specielt små børn, de er så irriterende! De larmer, de sviner, de griser og er konstant utilfredse med alting. Altså nogle børn kan da være søde nok og jeg vil da også gerne selv have børn på et tidspunkt, og jeg hader bestemt ikke børn, men jeg er bare i en periode hvor jeg tit oplever at synes de er lidt træls. Selvom det er en unpopular oppinion så er det nærmest værre at sige man ikke kan lide hundehvalpe, i forhold til at sige man ikke kan lide børn.

Nu vil jeg gerne fortælle jer en lille historie om en oplevelse fra min sommer:

Jeg sad i S-toget med min veninde på vej fra Hillerød til København. Det er en tur som tager næsten en time. Ved det første stop vi kommer til, kommer der en familie ind. Sammen med familien kommer larmen, larmen fra små børn. Allerede der bliver jeg træt, jeg kigger på min veninde med håbefulde øjne, øjne der håber de går forbi os og ind i en anden kupé. Men nej, bedstemoren sætter sig ved siden af min veninde, og tre unge mødre sætter sig omkring hende. Efter de voksne kommer børnene. Den ældste har nok været omkring de 12-13 år, og den mindste et par måneder, så larm og uro var der nok af. Den ene mor sætter sig ved siden af mig, og sætter sin lille dreng imellem os, han har nok været omkring de 3-5 år. Han kunne ikke sidde stille særlig længe, før han begyndte at kravle rundt. Afstand var der på ingen måde noget af på den her togtur, og jeg mener bestemt at hvis man befinder sig i det offentlige rum, så har man også en pligt til at holde styr på sine børn, og vise hensyn til sine omgivelser. Det er da det mindste man kan gøre?

Jeg kan have svært ved at forstå hvordan nogle mennesker kan være så ligeglade med sine omgivelser, altså man kan da godt lige tænke sig om, kan man ikke?

Mens den her lille dreng kravler rundt over det hele, sidder moren og griner højlydt af noget på hendes telefon, og er på ingen måde opmærksom på sit barn. Vidste I at der er forskning som viser at den gennemsnitlige smartphone ejer berører apparatet 2600 gange om dagen, det skriver Morten Mikkelsen om i sin artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”.

”så mange gange rører du ikke engang ved din kone eller kæreste” siger Vincent F. Hendricks som er professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. Jeg må nok sige at jeg syntes det er tankevækkende, tænk hvis den pågældende mor fra min oplevelse lagde telefonen væk, og var tilstede sammen med hendes barn. Barnets uro tænker jeg kan være en måde at fange moderen opmærksomhed på, og så var det jo egentlig ligegyldigt om det var en positiv opmærksomhed, eller en negativ opmærksomhed. Moderens reaktion på at hendes søns uro, var at give ham hans egens skærm så han kunne sidde stille, og hun kunne forsætte med hvad end hun lavede. Hvis jeg havde været i denne mors sted, havde jeg nok bare lagt min egen skærm væk, og fokuseret på mit barn. Vincent F. Hendriks siger: ”Man skal hele tiden spørge sig selv: er det fordelagtigt for mig at blive forstyrret hele tiden - eller potentielt at kunne blive forstyrret?” Da jeg læste citatet her, fortrød jeg lidt at jeg ikke havde sagt noget til moderen, men samtidig så har jeg vel heller ikke nogen form ret til, at rette på moderens måde at opdrage sit barn på? Jeg ved i hvert fald at jeg var blevet pænt irriteret, hvis der var en eller anden teenager som begyndte at belære mig, om hvordan jeg skulle opdrage mine børn. Det skal man jo som udgangspunkt ikke blande sig i. ”Vi lever i en tid med mange meninger og mange opfordringer til, at vi skal tilslutte os en bestemt mening og tage afstand fra dem med den modsatte mening, men vi skal anstrenge os for ikke at tænke så meget på, hvad vi mener sammen med dem, vi er enige med, men hvorfor vi hver især mener det, vi gør, og hvorfor andre kunne mene noget andet.” Jeg relaterede ret meget til det her citat, fordi det jo netop fremhæver at alle har forskellige holdninger, igen specielt hvad angår opdragelsen af børn.  

Familien der kom ind, var ikke fra Danmark og derfor kunne moderen snildt have en anden indstilling til hvordan hendes børn skal opdrages, i forhold til hvad jeg tænker, og derfor valgte jeg ikke at sige noget. Tænk hvis jeg havde sagt noget, og så uden at vide det havde fornærmet hende mega meget, det ville jeg virkelig have det dårligt med.

Ovenpå den her oplevelse vil jeg opfordre jer alle sammen til, lige at tænke en ekstra gang over om i giver jeres børn eller bare for den sags skyld jeres søskende, den opmærksomhed de har brug for. Gå hjem giv dem en krammer og spørg hvordan deres dag har været. Vær opmærksom, vis jeres kærlighed til børnene eller søskende og pas på jeres omgivelser i disse tider. Vores tog ruller ind på Nørreport, og familien skal af toget, ”endelig” tænker jeg, puha hvor havde det altså bare føltes som en tur på flere timer.

 

 - Laura Aa