Er mobiltelefonen et ”musthave”?
Sommeren 2020. Hmmh, hvad skete der egentlig? På en måde føler jeg det var en sommer som var ovre på et splitsekund, og på en anden yderst besynderlig måde, var den uendeligt lang. Nu når jeg tænker over det, så er det faktisk svært at komme i tanke om noget, som ikke har noget med vores alles værste fjende, Corona at gøre…
Før pandemien gav ordet, ”corona” mig egentlig gode vibes, for jeg tænkte mest af alt på fest, corona - altså øllene, alle de gode venner og veninder og sidst men slet ikke mindst, stemningen. Stemningen som der var da alle kunne være sammen for alvor.
Hvis man spørger mig hvad jeg tænker på nu, så ville mit svar være noget mere gråt og kedeligt. Bevares, corona har ikke ødelagt alt, for jeg fik mig da nogle gode ture i sommerferien, som jeg slet ikke vil være foruden, men corona kørte bare i baghovedet ustandseligt.
Der skete ikke det store i min sommerferie. Jeg fyldte de vilde 18 år, som faktisk slet ikke var så vilde alligevel, og dagen efter drog jeg til København med nogle af mine bedste efterskoleveninder. Vi var der i alt fire dage, hvor vi hyggede (festede en smule), lavede mad sammen og alt det man nu gør når man er samlet 12 piger, og ikke har set hinanden i lidt over otte måneder.
Det var utrolig hyggeligt, men også lidt tankevækkende. Konstant blev mobilen hevet op fra lommen for at enten dokumentere, hvilket jo var fint, men tit var det også for bare at svare på den nyeste snap som tikkede ind. Jeg gjorde det helt sikkert også selv, for den er jo ufatteligt svær at lade ligge. Hyggede vi os ikke nok til bare, at lade den ligge? Jo, helt sikkert, men det viser bare hvor meget indflydelse den faktisk har på vores hverdag, hvor meget mobiltelefonen er et ’musthave’, og hvor meget den egentlig kan spolere en god stemning ved bare at lyse op kort.
I artiklen ”hvem bliver vi hvis vi lader os styre af likes” skrevet af Morten Mikkelsen, bliver der givet et især godt eksempel af, hvad mobiltelefonen rent faktisk gør ved os som individ:
”Digitaliseringen af vores liv og vores forbindelse til andre menneskers liv er gennemgribende. Det, som også er et smart kommunikationsmiddel, er blevet en dårlig vane grænsende til et alvorligt misbrug - ikke kun for nogle få mennesker uden selvkontrol, men for langt de fleste. Og det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer vi risikerer at slå i stykker.”
Alt der bliver beskrevet ovenover passer vel på stort set alle, gør det ikke?
Siden marts har det hele handlet om de nye restriktioner og om, hvorvidt vi faktisk har kunne være sociale med vores venner, hvor mange vi har kunne ses med på en gang og i realiteten hvornår på døgnet, hvilket har været helt sindssygt hårdt synes jeg. Inden sommerferien vågnede jeg op om morgenen, klokken var 8:25 og det var tid til at rulle over i den anden side af sengen, for at få fat i min computer, for så at være i skole, få fri og så bagefter blive liggende i min seng. Der gik utrolig meget af min tid også med telefonen i hånden skal jeg da være ærlig og indrømme, og jeg føler lidt dem som siger det modsatte lyver, eller er det bare fordi de har et måske lidt mere interessant liv end mig?
Nå, men det var vel egentlig også helt fair at have telefonen i hånden på det tidspunkt, for vi skulle jo ligesom meget gerne kunne holde kontakten mens vi bare lå derhjemme og kedede os som ind i, hvad jeg i det her tilfælde ville beskrive som et helvede.
Alle disse ting har fået mig til at tænke - hold kæft hvor er jeg glad for, hvilket syn på tingene det hele har givet mig efterfølgende. Jeg er så, så, så taknemmelig for, at min familie, venner og alle omkring mig er raske. Derudover er det vel også en bonus at jeg efterhånden som tiden går, er begyndt at få øjnene op for, hvor meget jeg rent faktisk bruger min telefon og at jeg i realiteten også er en smule afhængig af den… Men, Corona er jo ikke ovre og med det følger alle restriktionerne og de triste tal og nyheder stadig. Men jeg synes vi alle får gjort noget hver især for at hygge os med hinanden og tænke på nye gode tider, ikke?
- Simone
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.