Når traditioner kommer til ende

Det føles som om, at vores liv er blevet sat på pause, og at vi hver dag skal leve den samme dag. Uden ende i sigte, er det svært at holde hovedet koldt. Pressemøderne føles som en cyklus, som hver gang knuser vores håb og forventninger, om at vende tilbage til en normal hverdag. Desuden minder medierne os om, at situationen ikke bliver bedre. Sådan har det været lige siden året begyndte, men jeg bemærkede det først den søndag eftermiddag, hvor jeg var til fødselsdag i Jylland.

 

I juni blev min familie og jeg, inviteret over til fødselsdag i Kolding. Flaget var hejst, og solen bagede på terrassen. Vi plejer hvert år at grille og hygge os, men lige siden at Corona havde vendt vores liv på hovedet, har hverdagen ikke været den samme. Før vi kom, var vi godt klar over, at det ikke var optimalt at give hånden eller i det hele taget et knus. Men det var ikke tanken om at skulle hilse på afstand. Det var tanken om at lægge traditionerne bag sig. Ikke kun til sammenkomster, men også i hverdagen. Det virker helt uhåndgribeligt at forestille sig fremtiden, eller i det hele taget hverdagen før Corona. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg tit bekymret for, om hverdagen nogensinde bliver normal igen. I alle tilfælde har vi, som den fremtidig generation lært at leve med en pandemi. 

 

Apropos fremtidige genrationer har vi medierne til fordel. I artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?” skrevet af Morten Mikkelsen, fremgår det at ”Der findes forskning, som viser at de såkaldte sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse med hinanden over kæmpeafstande med et enkelt klik”. Konceptet om at holde en virtuel fødselsdag er svært at visualisere, men endnu sværere at anerkende. Omstændighederne tvinger os til at ende vores traditioner, men med tiden har vi lært at acceptere at sætte vores normer til side. 

 

De nye Corona-normer overholdt vi dog stadig. Under middagen sad vi med en meters afstand mellem hinanden. Håndspritten gik på omgang rund om bordet. Det er let at vænne sig til restriktionerne i det offentlige, men det er anderledes når man ændrer på en tradition. På trods af afstanden, ville vi jo gerne hygge og snakke. Vi havde jo meget, som vi skulle samle op på, da det ikke er så tit at vi ser hinanden. Jeg er bare glad for, at vi nåede at mødes inden forsamlingsforbudet blev ændret. 2020 er uden tvivl et år, som vi aldrig får tilbage. Jeg tænker tit på, hvad vi kunne have opnået, hvis Corona ikke havde fundet sted. Eller endnu værre, hvis medierne ikke havde fundet sted. Det er som om, at medier og Corona naturligt går hånd i hånd. Jeg tror at Corona havde været forfærdeligt uden sociale medier. Ingen nye historier. Ingen nye film. Og slet ingen kommunikation. Vincent F. Hendricks som udtaler sig i Morten Mikkelsens artikel, nævner selv ”Det er også bemærkelsesværdigt, at det digitale rum er meget effektivt til at skabe opmærksomhed, men hvis du skal forpligte folk til at gøre noget sammen, er det fysiske rum langt det bedste”. Det er ingen hemmelighed at det er mere nærværende at være til stede i et fysisk rum, for det oplevede vi selv til fødselsdagen.

 

Senere hen på aftenen rejste vi os, og forlod festen præcis som vi ankom, med et farvel på afstand. Der var ikke noget galt med fødselsdagen, men det var bare underligt ikke at kunne hilse på sine nærmeste. Det føles som om, at man konstant bliver mindet om Corona igennem reklamer fra sundhedsvæsnet. Jeg oplever mest at blive påmindet om Corona, når jeg er på sociale medier. På køreturen hjem, fik jeg en meddelelse om dagens smittetal. Som en øjenåbner gav det mig en forfærdelig skyldfølelse, som var svær at ryste af sig. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som har haft følelsen af at være ansvarlig for andres helbred. Hvis jeg kunne tage tilbage til den dag, havde jeg gjort det andeledes. Måske er det endda nødvendigt at vi skaber nye traditioner gennem de gamle. Én ting er sikkert. Vi kan ikke fortsætte med at samles på den måde. 

 

- Malthe