En lærerig ø-tur

 

Corona. Hvad er det for en sag? Lægerne kalder den Covid-19, men hvad rager det mig? Denne influenzalignende sygdom er flere hundredetusinder kilometer væk fra lille Danmark. Hvad skulle den kunne gøre ved mig?

Nu har Italien også fået den. Det er der, jeg plejer at stå på ski. Hmmm, men altså kørerturene til Italien føles ubeskriveligt lange, så hvad skulle sådan en lille forkølelse dog kunne gøre ved mig?

Nu er den i Danmark. Nu er den på Nordfyn. Nu fylder den alt i hjemmet. Hvad skete der lige der?

 

Efter første bølge må jeg erkende at jeg var noget overvældet. Min naive tankegang havde bidt mig røven, og hverdagen syntes uoverskueligt. I starten var det jo fedt nok med sådan en lille miniferie, men den miniferie blev bare længere og længere og længere, og jeg var nået til det punkt, hvor jeg sku ik rigtigt havde brug for mere ferie. Så blev det sommerferie.

Min familie og jeg blev enige om, at vi havde været nok hjemme og besluttede derfor at pakke vores tasker. Destinationen, der måske plejede at stå på Grækenland, Spanien eller Frankrig, blev byttet ud med en bette sydfynsk ø. Bjørnø. Denne lille ø, på ca. halv størrelse af Søndersø, skulle være vores hjem de næste 4 dage. Det skulle nok blive spændende.

Bjørnø, hvor der i øvrigt ikke lever en eneste bjørn, minder mig om hvad jeg tror Fyn så ud som, for ca. 100 år siden. Et bakket landskab med sprudlende bøgetræer, brydes af de gule kornmarker, og omkranses af et dyrerigt hav, og hvis man lytter godt efter, kan man høre Bjørnøfærgen komme sejlende en gang hvert kvarter fra Faaborg Havn. Det er sku da nydeligt, hva?

 

På én af vores mange gåture på Bjørnø, havde vi taget en længere rute, der tog os hele øen rundt. Efter ca. 3 kilometers gåtur, havde vi nået til toppunktet på Bjørnø. Milebjerg. Det såkaldte "bjerg" strakte sig hele 22 meter over det omkransende havs overflade, men selvom det ikke lyder af så meget, så var udsigten lige i skabet! På toppen satte min lillebor og jeg os på en lille træbænk, der var sat op til gavn for øens 35 beboere. Vores forældre var forsat videre. I en kort stund sad vi bare og skuede ud over kornmarkerne.

Min lillebor, Oliver, spurgte mig på et tidspunkt, hvad det var for en underlig mark, der lå et lille stykke væk. Jeg kunne ikke helt gennemskue det, så jeg Face-Timede min far, men jeg blev hurtigt mødt af et manglende signal. Hvad der blev dyrket på denne tilgroede mark måtte forblive et mysterium, og i stedet måtte vi vende snuden hjemad til vores lille bindingsværkshus på Bjørnø.

Jeg viste min far et billede af marken, da vi kom hjem, og han forklarede at marken var i brak.

Brak… Hvad var det dog for noget? Jeg kunne ikke slå det op på nettet, grundet manglede dækning, så jeg måtte tage til takke med min fars halvforvirrende forklaring. Det betyder noget i stil af, at man lader jorden stå stille og ikke dyrker noget, for at jorden ikke bliver udpint. Da han sagde udpint, kunne jeg ikke lade være med at tænke på coronasituationen. Og så slog det mig, at denne ferie, jo på en eller anden skør måde, var ligesom jorden i brak. Vi tager væk fra vores normale skærmfyldte hverdag for at genskabe vores familierelation.

 

I artiklen ”Hvem bliver vi hvis vi lader os styre af likes?” skrevet af Vincent Hendricks i 2020, forklarer Hendricks at ”Og det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer, vi risikerer at slå i stykker ved at være konstant koblet på verden, ved hele tiden at være parat til at lade os forbinde, forstyrre og forføre på nettet. Det er intet mindre end vores eget individ”. Ferien på Bjørnø må jeg sige blev noget af en anderledes ferie, men i sidste ende er jeg også sikker på at det er én af dem jeg vil huske bedst. Jeg vil huske et sted, hvor der hverken var supermarked, internet eller nogen form for underholdning, der ikke indeholdte et spil kort, en fodbold eller en fiskestang, men som om nogen tvang mig til at hygge mig med min familie.

Formålet med ferien var helt sikkert at komme væk fra den ensartede hverdag, men i mindst ligeså høj grad også at bringe familien lidt tættere sammen igen. Min far havde onlinemøder foran sin computer, min mor havde onlinemøder foran sin computer, min lillebror var i skole foran sin iPad og jeg var i skole foran min computer. Selvom vi var i samme hus, så var vi jo slet ikke sammen. Når vi så var færdig på arbejde eller i skole, så var alle så bombede oven i hovedet, at samtaler blev primitive, de normale hverdagsaktiviteter blev uoverskuelige og selv aftensmaden kunne virke udmattende. I stedet begravede vi os i hver vores skærm, i hvert sit hjørne af huset og i håb om at nogen ville komme og vække os fra dette hæslige mareridt. Hendricks har fat i noget.

Vi havde brug for en pause! Vi havde brug for lidt brak uden alle de sociale medier. Og forstå mig ret, sociale medier hjalp hele coronasituationen meget på vej med restriktionopdateringer i løbet af splitsekunder og generelt tidsfordriv, men den tog altså også meget tid, som før corona måske var blevet brugt på noget andet.

 

I dag sidder min lillebror og jeg, for det meste, altid sammen når vi skal have onlineundervisning. Min far og mor deltager også til tider. Det nærvær giver helt klart mere energi, og jeg tror at det med stor sandsynlighed stammer tilbage fra den tur til Bjørnø. Jeg er sikker på at vi skal på skiferie til Italien igen og at sandstrandende i Spanien også skal besøges igen, men den tur til Bjørnø var en speciel oplevelse, en fantastisk oplevelse og der er da også allerede booket tur til næste sommerferie. 

-Mathias Birch