En lang køretur

 Corona, Rona og Covid-19 er ord, som jeg er ved at være godt træt af.

Første gang jeg hørte om Corona kom det ind ad det ene øre og ud af det andet, for sådan en voldsom virus ville aldrig komme til os i lille Danmark.

 

Jeg, samt mange andre, blev meget chokeret samt, da den førte rapport om et Corona tilfælde var kommet til Danmark den 24. februar 2020. Nu skulle man lige pludselig smide alle de gode ting man have i tankerne væk og leve efter hvad Mette Frederik og sundhedsmyndighederne siger. Det var jeg ikke stor fan af, men vi måtte indstille os på en ny hverdag. Nu er det snart et år siden ændringerne begyndte og der er stadig de samme restriktioner. Der er endda kommet flere til.

 

Sommerferien 2020 var meget anderledes og der var en masse ting vi ikke kunne lave. De fleste store ting som festivaller og koncerter var blevet lukket ned. Mange af dagene var bare same shit new day og det blev kedeligt i længeden. Jeg plejer aldrig at være hjemme specielt meget eller være så meget sammen med familien, så det var noget nyt for mig. Mine bedsteforældre havde lejet et sommerhus ved Henne strand og det var meningen, vi skulle derover og være sammen med familien i et par dage.

 

Jeg havde været hjemme ved en af mine venner og holdt en slags festival i hans have i 7 dage hvor der kom og gik forskellige mennesker, så mine forældre var allerede kørt derned. Jeg tog hjem en dag før, så jeg kunne pakke mine ting og gør mig klar til den lange køretur. Døgnrytmen var væk, som den plejer at være når der er ferie, så meget søvn fik jeg ikke. Havde fået besked på jeg skulle køre kl 10, så jeg kunne være med til frokost. Turen tog ca. 2 timer og jeg havde næsten kun fået 3 timers søvn. Ikke den bedste kombination, men jeg tog afsted, selvom jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Ind i bilen op med musikken, også var det ellers bare derud af. Det gik fint og jeg var blevet lidt mere frisk af den kolde vind der susede ind igennem vinduet og mod hovedet. Jeg havde kørt i et stykke tid og var ved at komme ned på motorvejen. Det var der, det begyndte at gå op ad bakke. Tiden gik meget langsom og lige meget hvor hurtigt, jeg nu kørte, føltes det som om jeg ingen steder kom. Efter den lange tur da jeg enlig var kommet derop, hilste jeg på alle, der nu var der.

 

Vi spiste frokost og derefter gik jeg ind og sov et par timer. Da jeg vågnede, kiggede jeg på min mobil, hvor der var kommet en besked fra den lille festivals gruppechat på Facebook. Der var en, der havde skrevet at en i hans familie havde fået Corona, så vi skulle nok ind og blive tjekket. Det sagde jeg så til mine forældre og vi blev enig om, jeg skulle tage hjem igen, fordi der var et par stykker som var i risikogruppen. Nåede i alt at være der fra kl 12 til 17 også var det 2 timer til Odense igen.

 

I Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, når vi lader os styre af likes” bliver Vincent F. Hendricks interviewet. ”Den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2600 gange hver dag, så mange gange røre du ikke engang ved din kone eller kæreste”. Det lyder meget ekstremt, når det står sort på hvidt, men jeg kan godt se, at det kan lade sig gøre. Likes betyder sygt meget for os unge. Nu er jeg ikke den helt store bruger på Instagram eller Facebook, så likes betyder ikke så meget for mig, men tror nok, jeg er ramt af Fomo - Fear of missing out. Jeg hader at sidde derhjemme og kigge på min mobil og se at andre laver noget fedt. Derfor går tiden med at kigge på sin mobil flere gange - uden at man tænker over det. Det kan godt være, at man bruger sin mobil og medier meget, men jeg synes ikke kun det gør en asocial og forstyrret. Tværtimod, hvis jeg ikke havde kigget på mobilen, da jeg vågende i sommerhuset og set den besked, kunne jeg have smittet hele familien, uden jeg viste det. Mobilen og sociale medier kan både være anstrengende, men også utrolig brugbare. Under Corona skal man passe på, at man ikke bliver draget af alt den negative omtale, der er på de sociale medier, som fx folk der er skeptiske overfor vaccinen og opfordre andre til ikke at modtage den.

 

 

-Philip

En perfekt sommeraften

 

Det var en varm sommerdag, fuglene sang og svedperlerne lå fint på vores pander. Min søster havde fødselsdag, så vi besluttede os for at vi skulle ind og slukke tørsten og sulten med nogle iskolde drinks, og med en lækker tapas menu. Vi gik igennem Odense, min familie og jeg, og man kunne dufte den dejlige sommer og høre latter fra familier, der som os var ude og nyde sommeraftenen. Vi slog os ned på min søsters yndlingsrestaurant, Cafe Tapas, i hjertet af Odense og bestilte som om vi var endt i 1498 og sad midt i den sidste nadver, så vi manglede absolut ingenting. I min familie sidder vi aldrig med mobiler når vi spiser, men de sociale medier skulle selvfølgelig opdateres i anledning af min søsters 28-års fødselsdag og det sørgede hun flittigt for. I og med, at mobilen var lagt i taskerne, blev vi ikke bombarderet med alle de vilde Corona tal, som ellers har eksploderet hen over år 2020.

 

Corona har været en kæmpe cockblocker for vores hverdag og vores social liv. Havde min søster haft fødselsdag blot en måned efter, så havde denne dag aldrig foregået således. Vi havde aldrig haft muligheden for at samles så mange, vi havde aldrig haft muligheden for at gå på restaurant og vi havde aldrig haft muligheden for, at hører latteren gennem Odenses gader den dag. Jeg ville personligt været rigtig ked af ikke, at havde denne oplevelse med. Det er vildt at tænke på, at på så kort tid efter en så god dag bliver Danmark lukket ned endnu engang. Bum, så kunne vi nærmest ingenting eller sådan føltes det ihvertfald. Det hele skete så hurtigt. Et fingerknips og så var Cafe Tapas lukket ned og folk gik ikke rigtig samlet som familie gennem Odenses hyggelige gader. 

 

Med min søsters trang til at tage billeder og videoer af den henrivende tapas, rørte hun sin mobil meget mere end vi andre gjorde. I artiklen “Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes” af Morten Mikkelsen, nævner Vincent F. Hendricks, at den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører mobilen 2600 gange. “Så mange gange rører du ikke engang ved din kone eller kæreste” kommentere han bagefter. Hvis Corona-tallet og de stramme restriktioner havde påvirket min søsters fødselsdag, hvad havde hun så gjort med alle de perfekte billeder, af den perfekte mad på den perfekte sommerdag? Havde hun lavet sin egen flotte mad? Det tror jeg næppe, da min søster ikke er den bedste i køkkenet, men mon ikke at hun havde fundet på nogle alternativer, så hendes dag stadig havde været en dag man kunne tænke tilbage på med gode minder, selvom omstændighederne var anderledes? 

Hvis hendes fødselsdag havde foregået over et skype opkald, hvordan havde det så påvirket den perfekte sommeraften? Tjaaaa, min storebror og jeg havde ikke kunne gøre grin af min søster for at skulle tage alle de opstillede og skøre billeder af hendes mad, min mor havde ikke fået smagt hendes yndlingsvin, som den søde tjener havde anbefalet til hende og vores latter havde ikke irriteret de andre på restauranten, som desuden slet ikke havde det så sjovt som os. Det havde nok nærmere været en lidt kaotisk og akavet aften, da man nemt kan misforstå og snakke ind over hinanden. Ja, uden en håndsoprækning effekt ville der nok komme larm fra øst og vest, og man ville være smask forvirret over hvem, der sagde noget og, hvad der blev sagt. 

 

Nu er vi gået ind i 2021 med forventningerne helt i bund. Vi er hjemsendt for anden gang, vi må kun samles 5 personer og vi sidder egentlig bare og venter på, at Corona synes den har gjort nok. Alligevel tør jeg ikke håbe på, at det bliver snart. Jeg tør slet ikke håbe på, at min søsters fødselsdag til sommer bliver ligesom den sidste sommer. Måske skal jeg bare regne med et kaotisk og akavet Skype opkald?

 

Merle

Fødselsdag i en pandemi

 

Året 2020 har været noget af en oplevelse både på godt og ondt, og hvis jeg selv skal sige det, så var det et år, der på ingen måde levede op til mine forventninger. 

Det var et år, som i den grad vil blive skrevet ind i historiebøgerne og fortalt videre til de mange kommende generationer. Det var ligeledes et år jeg havde set meget frem til, fordi jeg fyldte de gyldne 18 år. Covid-19 ramte for alvor Danmark i midten af marts, hvor landet blev lukket ned med følge af en masse restriktioner, som for eksempel brug af mundbind i den offentlige transport, mindst en meters afstand til andre, brug af håndsprit og et forsamlingsforbud som med tiden blev mere og mere nedsat. 

Jeg skulle have holdt stor 18-års fødselsdag sammen med en veninde den 4. april, og festen havde været planlagt forventningsfuldt længe. Vi havde anskaffet os DJ´s, diskolys og diverse lækre drinks, og jeg havde i den grad glædet mig til et brag af en fest. Jeg skulle også have holdt stor fødselsdag for familien på min fødselsdag den 28. marts, men ligesom alle andre, var jeg nødt til at aflyse alt det jeg havde set frem til. I stedet blev min fødselsdag holdt derhjemme, med dem jeg holder allermest af. Min mor havde bagt kanelsnegle og lavet lagkage, så hele huset duftede dejligt af kage og fødselsdag. Senere på dagen fik jeg uventet besøg af to af mine tætteste veninder fra folkeskolen og derudover fik jeg det traditionelle facetime-opkald fra min moster med fødselsdagssang, der aldrig helt sidder lige i skabet. Min familie og jeg tog en tur til Jørgensø strand, hvor vi gik en lang tur med hunden, solen skinnede, der var næsten ingen vind og havet var roligt, det var den perfekte forårsdag. Da vi igen var hjemme sent på eftermiddagen, ventede min moster, onkel, kusine og morfar på terrassen, hvor jeg blev overrasket med flag og gaver. Det var virkelig en dejlig dag fyldt med uventede overraskelser.

Selvom jeg vidste at dagen ville blive anderledes på grund af Covid-19, så var jeg ikke bange for at få en kedelig fødselsdag, fordi jeg vidste at mine nærmeste ville gøre deres bedste for at give mig en god dag. 

For mig var dagen perfekt, selvom de kedelige omstændigheder gjorde, at vi ikke kunne fejre min fødselsdag som vi havde planlagt. Det var også en dag, hvor medierne fik en betydelig rolle. Uden medierne og smartphones ville jeg ikke kunne komme i kontakt med mine venner eller se min familie, som jeg normalt ville på min fødselsdag. Derfor blev medierne og mobilen brugt lidt for meget på en dag, hvor den nok ellers ville have været lagt væk. I et interview med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks i artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”, skrevet af Morten Mikkelsen viser forskning, at den gennemsnitlige smartphone ejer berører deres smartphone 2600 gange om dagen. Jeg synes selv at dette virker helt sindssygt, men taget i betragtning, at vi er midt i en pandemi, hvor man stort set ikke kan lave andet end at være derhjemme, så passer det måske meget godt. Og hvis jeg husker tilbage på min fødselsdag, så tror jeg da også, at det ellers så forstyrrende apparat blev rørt en del gange i løbet af dagen. Jeg var en del mere på Snapchat, og brugte ligeledes også meget tid på Facebook for at svare på diverse fødselsdagshilsner. 

I artiklen skriver Morten Mikkelsen også, om det at være forbundet med sine medmennesker gennem medierne, ”Med digitaliseringen kan vi være forbundet og fremmedgjort over for hinanden på én og samme gang.” Efter min mening er det en stor fordel, at man gennem medierne såsom Facebook og Snapchat kan være forbundet med familie og venner, men samtidig kan det også være en ulempe at man erstatter det fysiske samvær, med kontakten over Facebook eller Snapchat. Man kan sige, at hvis man lader kontakten på de sociale medier fylde for meget, så vil man i sidste ende blive fremmedgjort overfor hinanden.

Vi er hoppet ind i 2021 og vi ridder nu på pandemiens anden bølge. Der er kommet nye mutationer af den oprindelige Covid-19 variant, og restriktionerne er strengere end hvad de var i foråret 2020. 

Vi er endnu en gang hjemsendt fra skole og må nøjes med virtuel undervisning via Teams, og det sociale må igen foregå over medierne, og hvem ved hvor lang tid det skal vare denne gang?

I forhold til min fødselsdag, så er der igen usikkerhed om, hvordan den vil udfolde sig og jeg har ærlig talt ikke de store forventninger, til at kunne samle hele familien. Men jeg er sikker på, at min 19-års fødselsdag nok skal blive lige så fantastisk som min 18-års fødselsdag endte med at blive. Om ikke andet så ser jeg frem til lysere tider, og til at kunne se min familie og venner igen, gør du ikke også?

Mathilde

En lærerig ø-tur

 

Corona. Hvad er det for en sag? Lægerne kalder den Covid-19, men hvad rager det mig? Denne influenzalignende sygdom er flere hundredetusinder kilometer væk fra lille Danmark. Hvad skulle den kunne gøre ved mig?

Nu har Italien også fået den. Det er der, jeg plejer at stå på ski. Hmmm, men altså kørerturene til Italien føles ubeskriveligt lange, så hvad skulle sådan en lille forkølelse dog kunne gøre ved mig?

Nu er den i Danmark. Nu er den på Nordfyn. Nu fylder den alt i hjemmet. Hvad skete der lige der?

 

Efter første bølge må jeg erkende at jeg var noget overvældet. Min naive tankegang havde bidt mig røven, og hverdagen syntes uoverskueligt. I starten var det jo fedt nok med sådan en lille miniferie, men den miniferie blev bare længere og længere og længere, og jeg var nået til det punkt, hvor jeg sku ik rigtigt havde brug for mere ferie. Så blev det sommerferie.

Min familie og jeg blev enige om, at vi havde været nok hjemme og besluttede derfor at pakke vores tasker. Destinationen, der måske plejede at stå på Grækenland, Spanien eller Frankrig, blev byttet ud med en bette sydfynsk ø. Bjørnø. Denne lille ø, på ca. halv størrelse af Søndersø, skulle være vores hjem de næste 4 dage. Det skulle nok blive spændende.

Bjørnø, hvor der i øvrigt ikke lever en eneste bjørn, minder mig om hvad jeg tror Fyn så ud som, for ca. 100 år siden. Et bakket landskab med sprudlende bøgetræer, brydes af de gule kornmarker, og omkranses af et dyrerigt hav, og hvis man lytter godt efter, kan man høre Bjørnøfærgen komme sejlende en gang hvert kvarter fra Faaborg Havn. Det er sku da nydeligt, hva?

 

På én af vores mange gåture på Bjørnø, havde vi taget en længere rute, der tog os hele øen rundt. Efter ca. 3 kilometers gåtur, havde vi nået til toppunktet på Bjørnø. Milebjerg. Det såkaldte "bjerg" strakte sig hele 22 meter over det omkransende havs overflade, men selvom det ikke lyder af så meget, så var udsigten lige i skabet! På toppen satte min lillebor og jeg os på en lille træbænk, der var sat op til gavn for øens 35 beboere. Vores forældre var forsat videre. I en kort stund sad vi bare og skuede ud over kornmarkerne.

Min lillebor, Oliver, spurgte mig på et tidspunkt, hvad det var for en underlig mark, der lå et lille stykke væk. Jeg kunne ikke helt gennemskue det, så jeg Face-Timede min far, men jeg blev hurtigt mødt af et manglende signal. Hvad der blev dyrket på denne tilgroede mark måtte forblive et mysterium, og i stedet måtte vi vende snuden hjemad til vores lille bindingsværkshus på Bjørnø.

Jeg viste min far et billede af marken, da vi kom hjem, og han forklarede at marken var i brak.

Brak… Hvad var det dog for noget? Jeg kunne ikke slå det op på nettet, grundet manglede dækning, så jeg måtte tage til takke med min fars halvforvirrende forklaring. Det betyder noget i stil af, at man lader jorden stå stille og ikke dyrker noget, for at jorden ikke bliver udpint. Da han sagde udpint, kunne jeg ikke lade være med at tænke på coronasituationen. Og så slog det mig, at denne ferie, jo på en eller anden skør måde, var ligesom jorden i brak. Vi tager væk fra vores normale skærmfyldte hverdag for at genskabe vores familierelation.

 

I artiklen ”Hvem bliver vi hvis vi lader os styre af likes?” skrevet af Vincent Hendricks i 2020, forklarer Hendricks at ”Og det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer, vi risikerer at slå i stykker ved at være konstant koblet på verden, ved hele tiden at være parat til at lade os forbinde, forstyrre og forføre på nettet. Det er intet mindre end vores eget individ”. Ferien på Bjørnø må jeg sige blev noget af en anderledes ferie, men i sidste ende er jeg også sikker på at det er én af dem jeg vil huske bedst. Jeg vil huske et sted, hvor der hverken var supermarked, internet eller nogen form for underholdning, der ikke indeholdte et spil kort, en fodbold eller en fiskestang, men som om nogen tvang mig til at hygge mig med min familie.

Formålet med ferien var helt sikkert at komme væk fra den ensartede hverdag, men i mindst ligeså høj grad også at bringe familien lidt tættere sammen igen. Min far havde onlinemøder foran sin computer, min mor havde onlinemøder foran sin computer, min lillebror var i skole foran sin iPad og jeg var i skole foran min computer. Selvom vi var i samme hus, så var vi jo slet ikke sammen. Når vi så var færdig på arbejde eller i skole, så var alle så bombede oven i hovedet, at samtaler blev primitive, de normale hverdagsaktiviteter blev uoverskuelige og selv aftensmaden kunne virke udmattende. I stedet begravede vi os i hver vores skærm, i hvert sit hjørne af huset og i håb om at nogen ville komme og vække os fra dette hæslige mareridt. Hendricks har fat i noget.

Vi havde brug for en pause! Vi havde brug for lidt brak uden alle de sociale medier. Og forstå mig ret, sociale medier hjalp hele coronasituationen meget på vej med restriktionopdateringer i løbet af splitsekunder og generelt tidsfordriv, men den tog altså også meget tid, som før corona måske var blevet brugt på noget andet.

 

I dag sidder min lillebror og jeg, for det meste, altid sammen når vi skal have onlineundervisning. Min far og mor deltager også til tider. Det nærvær giver helt klart mere energi, og jeg tror at det med stor sandsynlighed stammer tilbage fra den tur til Bjørnø. Jeg er sikker på at vi skal på skiferie til Italien igen og at sandstrandende i Spanien også skal besøges igen, men den tur til Bjørnø var en speciel oplevelse, en fantastisk oplevelse og der er da også allerede booket tur til næste sommerferie. 

-Mathias Birch 

Når traditioner kommer til ende

Det føles som om, at vores liv er blevet sat på pause, og at vi hver dag skal leve den samme dag. Uden ende i sigte, er det svært at holde hovedet koldt. Pressemøderne føles som en cyklus, som hver gang knuser vores håb og forventninger, om at vende tilbage til en normal hverdag. Desuden minder medierne os om, at situationen ikke bliver bedre. Sådan har det været lige siden året begyndte, men jeg bemærkede det først den søndag eftermiddag, hvor jeg var til fødselsdag i Jylland.

 

I juni blev min familie og jeg, inviteret over til fødselsdag i Kolding. Flaget var hejst, og solen bagede på terrassen. Vi plejer hvert år at grille og hygge os, men lige siden at Corona havde vendt vores liv på hovedet, har hverdagen ikke været den samme. Før vi kom, var vi godt klar over, at det ikke var optimalt at give hånden eller i det hele taget et knus. Men det var ikke tanken om at skulle hilse på afstand. Det var tanken om at lægge traditionerne bag sig. Ikke kun til sammenkomster, men også i hverdagen. Det virker helt uhåndgribeligt at forestille sig fremtiden, eller i det hele taget hverdagen før Corona. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg tit bekymret for, om hverdagen nogensinde bliver normal igen. I alle tilfælde har vi, som den fremtidig generation lært at leve med en pandemi. 

 

Apropos fremtidige genrationer har vi medierne til fordel. I artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?” skrevet af Morten Mikkelsen, fremgår det at ”Der findes forskning, som viser at de såkaldte sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse med hinanden over kæmpeafstande med et enkelt klik”. Konceptet om at holde en virtuel fødselsdag er svært at visualisere, men endnu sværere at anerkende. Omstændighederne tvinger os til at ende vores traditioner, men med tiden har vi lært at acceptere at sætte vores normer til side. 

 

De nye Corona-normer overholdt vi dog stadig. Under middagen sad vi med en meters afstand mellem hinanden. Håndspritten gik på omgang rund om bordet. Det er let at vænne sig til restriktionerne i det offentlige, men det er anderledes når man ændrer på en tradition. På trods af afstanden, ville vi jo gerne hygge og snakke. Vi havde jo meget, som vi skulle samle op på, da det ikke er så tit at vi ser hinanden. Jeg er bare glad for, at vi nåede at mødes inden forsamlingsforbudet blev ændret. 2020 er uden tvivl et år, som vi aldrig får tilbage. Jeg tænker tit på, hvad vi kunne have opnået, hvis Corona ikke havde fundet sted. Eller endnu værre, hvis medierne ikke havde fundet sted. Det er som om, at medier og Corona naturligt går hånd i hånd. Jeg tror at Corona havde været forfærdeligt uden sociale medier. Ingen nye historier. Ingen nye film. Og slet ingen kommunikation. Vincent F. Hendricks som udtaler sig i Morten Mikkelsens artikel, nævner selv ”Det er også bemærkelsesværdigt, at det digitale rum er meget effektivt til at skabe opmærksomhed, men hvis du skal forpligte folk til at gøre noget sammen, er det fysiske rum langt det bedste”. Det er ingen hemmelighed at det er mere nærværende at være til stede i et fysisk rum, for det oplevede vi selv til fødselsdagen.

 

Senere hen på aftenen rejste vi os, og forlod festen præcis som vi ankom, med et farvel på afstand. Der var ikke noget galt med fødselsdagen, men det var bare underligt ikke at kunne hilse på sine nærmeste. Det føles som om, at man konstant bliver mindet om Corona igennem reklamer fra sundhedsvæsnet. Jeg oplever mest at blive påmindet om Corona, når jeg er på sociale medier. På køreturen hjem, fik jeg en meddelelse om dagens smittetal. Som en øjenåbner gav det mig en forfærdelig skyldfølelse, som var svær at ryste af sig. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som har haft følelsen af at være ansvarlig for andres helbred. Hvis jeg kunne tage tilbage til den dag, havde jeg gjort det andeledes. Måske er det endda nødvendigt at vi skaber nye traditioner gennem de gamle. Én ting er sikkert. Vi kan ikke fortsætte med at samles på den måde. 

 

- Malthe

 

 

 

 

 

 Skammer du dig ikke?

 

 

Først gang jeg hørte om Corona, tænkte jeg ikke som sådan over hvilken nyhed jeg hørte. Jeg glemte hurtigt alt om den nye virus. Men havde jeg vidst hvordan situationen ser ud her et lille års tid senere, og i hvilket omfang den har påvirket vores allesammens tilværelse, ja så havde jeg nok vist større interesse. Corona virussen giver udfordringer for os alle hver dag. Noget så enkelt som at hilse på folk, blev pludselig et stort dilemma, for hvordan ville den anden person reagere hvis man stak hånden frem for at hilse. Vi måtte alle konstant spørge os selv om det vi gjorde, var forsvarligt i henhold til Corona. Alle var interesserede i at følge myndighedernes retningslinjer på nær mig.

 

For mig var Corona noget der foregik i Kina, og ikke noget jeg hverken skulle koncentrere eller bekymre mig om. Men inden jeg så mig om, havde Mette Frederiksen lukket landet ned og man var nu isoleret fra venner og familie. I denne dystre periode kom de sociale medier mig til undsætning. Jeg brugte det stort set konstant og var taknemmelig for de muligheder det gav mig for at holde kontakt med ens venner og familie. De sociale medier var en stor hjælp, i kampen mod kedsomheden. Uden de sociale medier, ville nedlukningen ikke have været til at overskue. Men samtidig var der også en bagside af medaljen. De sociale medier var med til at gøre mig doven og ugidelig. Selv det at stå op om morgenen og tage tøj på, føltes som en uoverkommelig opgave. Jeg tror mange har haft det på samme måde som mig. Når du ikke kan komme ud og bare ligger derhjemme på sofaen. I artiklen ”Hvem bliver vi hvis vi lader os styre af likes”, sætter professor Vincent f. Hendricks fokus på denne problematik. "Det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer, vi risikerer at slå i stykker ved at være konstant koblet på verden, ved hele tiden at være parat til at lade os forbinde, forstyrre og forføre på nettet. Det er intet mindre end vores eget individ”. Så det er måske ikke så underligt, at man har følt sig så afkræftet under nedlukningen. Denne udtagelse indikerer i hvert fald, at der ikke kun er gode ting ved de sociale medier. Så måske har de sociale medier i virkeligheden været lige så vel en fjende som en ven? 

 

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var en af dem der tog ansvar i foråret. Jeg var meget pessimistisk omkring Corona. Elendigheden ville ingen ende tage. Det var netop denne følelse, som til sidst fik mig til helt at droppe at høre efter. På trods af nedlukning og hjemme undervisningen, sås jeg stadig jævnligt med mine venner. Jeg følte stadig ikke rigtigt Corona var noget der fandtes på Nordfyn, og jeg kendte ikke nogen der havde haft det. Så det hele virkede meget fjernt, og Corona blev distanceret fra min hverdag. Måske havde I det selv på den måde? At det føltes som om det bare var noget der foregik på tv. Men en oplevelse i sommerferien, skulle ændre min opfattelse af Corona. Mig og nogle af mine bedste kammerater havde arrangeret en tur i Djurs sommerland. Der var stor begejstring, da vi rullede afsted mod Jylland. Det var en varm sommerdag og vejrudsigten havde lovet solskin hele dagen. Da vi ankom, kunne vi mærke en frisk brise af kølig vind, og høre skrigende børn fra forlystelserne. Det lyder som den perfekte tur i Djurs sommerland. Men da vi kom derop, skulle vi følge helt andre regler. Her var der krav om afstand og om at bære mundbind. Ting jeg ikke havde været vandt til. Det lignede noget fra film med alle de mennesker der bar mundbind og visir. Det gjorde et stort indtryk på mig, for med maskerne blev Corona pludselig visualiseret. Det gik op for mig at Corona virkelig var her, at det var vigtigt at passe på og holde afstand. Nu fik jeg pludselig ondt i maven. Jeg kom til at tænke på de gange hvor jeg havde været til fest og så dagen efter havde besøgt min farmor og farfar, som ovenikøbet er i farezonen og måske ikke ville overleve hvis de blev smittet. Jeg fik en enorm skyldfølelse, og skammede mig over min til tider hensynsløse opførsel.  Set i bagklogskabens lys, skulle jeg have været meget mere påpasselig i foråret. Jeg burde have indset at virussen var kommet for at blive, og intet blev bedre af at jeg opførte mig uansvarligt. 

 

Oplevelsen i Djurs sommerland gjorde mig mere opmærksom på at følge myndighedernes retningslinjer. Jeg blev mere bevidst om at Corona er noget vil alle må gøre en indsats for at stoppe. Jeg tror mange af os var uvidende om hvor stort et omfang de ville have på vores allesammens hverdag, og hvilke udfordringer det ville medføre. Der var nok også andre ind mig der glemte at tage Corona seriøst. Men de er forhåbentlig også blevet klogere. Jeg vil i hvert fald være mere opmærksom, og fortsætte med at tage ansvar indtil alt det her er overstået. Vil du gøre det samme?

 

-       Mads

 

 

 

 

 

 Pisse kedelig hverdag

 

Corona, covid-19, pandemi, virus, afspritning, og afstand. På blot et enkelt år, har en ellers ukendt ”kinesisk-sygdom” forandret hele min, men også din og alle andres hverdag. Hverdagene gik fra kedelig, til pisse kedelig. Gud fader, hvor skal jeg dog starte. Ja, lad mig da starte hvor det startede. 

 

Vi er hermed og endelig trådt ind i det længe ventede år 2021. For præcis et år siden, anede jeg personligt, ikke hvad corona var, andet end en god øl. Jeg husker tydeligt, da jeg den 28. december sidste år, landede med flyet i Billund lufthavn, efter at have holdt jul i Spanien. Min far, lillebror og jeg var gået min mor og to mindre søstre i forvejen, og stod derfor ude på parkeringspladsen og ventede. Vi står og snakker om, hvilken skøn jul vi har haft med varme og sol, imens vi står med armene over kors, og hunde fryser. Pludselig kommer et kærestepar gående hånd i hånd. Normalt havde jeg bare ladet dem gå forbi næsen på mig, indtil min lillebror pointerer at de nok er fra Kina, og derfor højst sandsynligt havde coronavirus. Meget diskriminerende, og selvom jeg syntes det var utrolig uhøfligt og uartigt af ham at lave sjov med, kunne jeg ikke lade vær, med at tage mig selv i at træde et enkelt skridt tilbage. Min far grinte hele vejen til bilen, uden at have nogen jordisk ide om, hvad der var i vente. På mindre end tre måneder, havde hele verden forandret sig, lige for næsen af os. Én smittede, blev til 1.000 dødsfald, og hverdag, fest og farver, blev til hjemmeundervisning og karantæne. For at være helt ærlig, så elskede jeg at være i karantæne. De første par dage. Dage blev til uger, og uger blev til tre ufatteligt lange måneder. 

 

En almindelig og kedelig hverdag, blev nu meget kedeligere end jeg nogensinde havde kunne drømme om. For at skifte emnet væk fra alt det pisse sørgelige og ærgerlige som corona har gjort for os, så har denne corona virus, altså også været en virkelig god ting for mig, tro det eller lad vær. I 2018, startede jeg på efterskole på øen Fyn, og tæt på byen Ringe. Her fik jeg et ufatteligt godt venskab med tre af pigerne derfra, det værste ved det hele var bare, at da året på efterskolen var slut, så skulle to af pigerne tilbage til djævleøen, altså Sjælland. Fra Otterup, hvor jeg er fra, til Nordsjælland hvor de er fra, er der omtrent 200 kilometer, og en bro som koster 250 kroner bare at køre over, og så skal man selvfølgelig også lige hjem igen. Det er derfor ikke særlig tit at vi ses, men på grund af covid-19 og de sociale medier, fik jeg fragtet min mås ind i et tog, og videre til Høje Taastrup. Tæt på Høje Taastrup, har en af pigerne nemlig et sommerhus, som vi kunne få lov at låne, så længe vi ville. I artiklen, ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?” af Morten Mikkelsen, siger han, og jeg citerer. ”Der findes også forskning, som viser, at de såkaldte sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse over kæmpe afstande med et enkelt klik.” Dette har han fuldstændig ret i, for lige præcis dette, havde pigerne og jeg gjort lige siden efterskolelivet sluttede. På snapchat kan vi sende hinanden billeder, videoer og tekstbeskeder til hinanden og derved inddrage hinanden i hvad der sker og hvad vi hver især går og laver. ”Til gengæld gør denne form for kontakt intet som helst for at mindske disse menneskers ensomhedsfølelse.” Nej, jeg blev ikke mindre ensom, jeg blev endnu mere ensom. Dagene i coronaferien gik, indtil ingen af os kunne holde ensomheden ud længere. Ved hjælp af de sociale medier, fik vi arrangeret sommerhusturen til Høje Taastrup. Trods den kæmpe afstand, og den kæmpe omvæltning corona havde medbragt, fik vi isoleret os sammen. At finde tid var nu ikke længere et problem, for én enkelt weekend havde været for lidt, da halvdelen af tiden ville have forgået i diverse transportmidler, og hverdagene var simpelthen udelukket på grund af skole, fritidsaktiviteter og så videre. Men på grund af corona, så var undervisningen nu online, og fritidsaktiviteterne lukket ned, og derfor ingen undskyldninger for ikke at ses. I denne periode, var sociale medier især vigtige for os alle sammen. Vi var isoleret og fem kilometer fra nærmeste supermarked og togstation. Uden de sociale medier og covid-19, havde vi nok aldrig haft muligheden for at se hinanden. Nej mormor, brevduerne findes ikke mere, men det havde alligevel også taget alt for mange arbejdsdage for dem at nå frem. En uge fik vi tilbragt med musik, brætspil og ja, corona øl. Det kunne simpelthen ikke have været meget bedre, og meget nemmere. Selvom vi var isoleret, havde vi stadigvæk mulighed for at følge med i omverdenen omkring os. Mette Frederiksens utallige pressemøder fik vi set sammen på sofaen, og i det øjeblik, ønskede vi egentlig ikke at tingene skulle gå tilbage til det de var dengang uden corona. 

 

Selvom coronavirussen, er en ting vi alle nok snart er ved at være rimelig trætte af, så er det altså også en virus, som har haft en stor indflydelse på vores liv, både negativt og positivt. Jeg tør ikke engang tænke på, hvad jeg skulle have lavet i de måneder vi har været under lockdown. Fuck en pisse kedelig hverdag. Ingen ny sæson af Gossip girl på netflix,, ingen snapchat filtre, ingen opsatte instagram billeder, ingen hayday maraton. Bare dig, din familie og et ensomt tomrum. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan situationen havde set ud lige nu, hvis jeg ikke havde de sociale medier til rådighed. Gør du?

 

-       Emilie

Sikket år, hva’?

 

Tja… 2020 har været noget af et år, må man sige, både på godt og ondt. Det hele så lyst ud i starten, og vi så alle frem til en frisk start som man jo ofte gør i starten af et nyt år. Måske endnu mere netop dette år. Men altså, sidste år kunne virkelig have været noget særligt, og jeg glædede mig faktisk ret meget, bl.a. til sommer, fest og farver, men det hele blev hurtigt sat på pause på grund af pandemien, som vi jo alle kender til. Jeg mener, i starten lød det da nice nok at skulle blive hjemme fra skole og den slags, men efter kun kort tid, blev vi vist alle ret trætte af det, gjorde vi ikke?

Selv bruger jeg ret meget tid på min telefon, vil jeg gerne indrømme, og mit forbrug af medier faldt da ikke ligefrem efter nedlukningen i marts. Der var ikke andet at lave jo. Stå op om morgenen, (eller vågne op i hvert fald), skole, lektier, og så var der jo ikke andet. Man måtte ikke tage ud og lave alle mulige ting som normalt kunne tage ens tid, så man endte jo bare med at sidde og lave ingenting på sin telefon. Selv hvis man ville i kontakt med nogen andre mennesker måtte man jo bruge medierne. Så ja, jeg brugte en rimelig stor del af min tid hjemme online uden nogen rigtig menneskelig kontakt, men det gjorde jeg vel egentlig også før alt det her corona, hvis jeg skal være helt ærlig. Og ifølge Vincent F. Hendricks, som udtaler sig om sociale medier i Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”, så findes der faktisk ”forskning, som viser, at de såkaldt sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse med hinanden over kæmpeafstande med et enkelt klik. Til gengæld gør denne form for kontakt intet som helst for at mindske disse menneskers ensomhedsfølelse”. Så selvom de sociale medier nok har hjulpet en del igennem den her krise, så kan de jo slet ikke erstatte helt normal fysisk kontakt med andre mennesker, og efter en masse tid brugt online under nedlukningen har jeg da også følt mig lidt rastløs efter bare at kunne lave noget andet med ægte mennesker. Forestil jer, hvis man skulle leve for evigt sådan her. Det ville jo være helt umuligt, hvis I spørger mig.

Så ja, det har været ret hårdt her i corona-tiden, men der har da været nogle lyspunkter her i den mørke tid. Der var f.eks. engang i foråret efter undervisning over teams, hvor jeg ikke havde noget særligt at give mig til, så jeg valgte at gå en tur med min lillebror, som heller ikke havde noget at give sig til. Det var en forholdsvis varm dag, årstiden taget i betragtning, solen skinnede, og der var en let brise, lige passende til en lille eftermiddagsgåtur, så længe man havde en jakke på, altså. Og nej, min bror og jeg er ikke de bedste venner, men det var faktisk rigtig hyggeligt bare at gå og snakke med ham uden alle mulige forstyrrelser fra mobiler, der bipper hele tiden. Det gik op for mig hvor lidt jeg egentlig kendte til, hvordan han havde det for tiden, selvom vi begge to var hjemme hele tiden i den periode jo. Under normale omstændigheder, både før og under corona, sad vi jo bare foran hver vores skærm på hvert vores værelse, og selvom han er rimelig træls og alt det der, så kunne det måske godt være at vi skulle prøve at bruge noget mere tid sammen, særligt nu, når det hele er lukket ned igen, og vi ikke har alle mulige andre at se, men også længere ude i fremtiden.

Så ja altså, 2020 har været noget af et år, må man sige, både på godt og ondt, og lad os håbe 2021 bliver bare en smule bedre og der måske bliver lukket op for at vi kan komme ud og se hinanden igen. Og jeg tænker, at når det endelig kan lade sig gøre, at jeg i hvert fald vil prøve at være mere opmærksom på de mennesker, jeg er sammen med, og måske lade telefonen blive ude af samtalen, hvis ikke den er nødvendig, bare en gang imellem i hvert fald. Og nej, det er måske lettere sagt end gjort, men jeg tænker egentlig, vi bør nyde den rigtige fysiske menneskelige kontakt, når vi på et tidspunkt kan komme til det igen. Og indtil da må vi bare hænge i og prøve at holde kontakten over sociale medier, for nej, de kan jo nok ikke erstatte at ses i virkeligheden, men det må da være bedre end ingenting, ikke?

Laura

Jeg har dårlig samvittighed

 

Jeg har aldrig sagt det højt før, men COVID-19 er for mig ikke kun negativt, og for at være ærlig, kunne jeg faktisk ikke have undværet den... Jeg ved mange af jer synes, at 2020 er et mislykket år pga. COVID-19, men har 2020 ikke budt på andet end dårlige ting for jer? Vi er nu i starten af det nye år, og forhåbentlig får vi et bedre år i 2021, men alligevel synes jeg personligt ikke at 2020 har været et mislykket år, og uden COVID-19 var jeg aldrig fundet sammen med min kæreste, Rikki.

 

Året begyndte fint, 2020 var et flot tal, og hvis man bare er en smule overtroisk, kunne det kun blive et år med en masse glæde, samt en masse bryllupper. Der var udsigt til et fantastisk år, jeg havde fundet mine tre nytårsfortsætter, og jeg var faktisk klar på det nye år. Men billedet om et smukt forår med spirende træer, en formidable og varm sommer hvor vi alle sammen skulle ligge på stranden i den bagende sol, samt et smukt efterår og en jul som skulle være hvid i år, blev ødelagt.

 

Onsdag den 11. marts sagde Mette Frederiksen på et pressemøde, at Danmark skulle lukkes ned fra mandag den 16. marts af. Jeg boede faktisk hjemme ved Rikki og hans familie på dette tidspunkt, og havde gjort det i 1,5 år. De var meget hysteriske omkring det hele, og ville ikke have at vi forlod matriklen. Synes du det var at overreagere? Jeg syntes også at COVID-19 var noget skrækkeligt noget, i hvert fald sådan som det blev omtalt i medierne, men alligevel syntes jeg, de overreagerede.

 

Det blev nu dage med afspritning, og afstand. Fra det ene sekund til det andet blev Danmark forandret, og en panikstemning bredte sig hurtigt over de sociale medier. Både medier som aviser, samt de sociale medier har helt klart gjort hele situationen nemmere, da man stadig kunne have kontakt til omverdenen uden at være i nærheden af mennesker, og dermed få smitten til at stige. I en artikel af Morten Mikkelsen i Kristeligt Dagblad, fortæller Vincent F. Hendricks at ”den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2600 gange hver dag.” Og jeg ved virkelig ikke om det kun er mig, men jeg ser virkelig mobilen som en stor smittekilde i forhold til COVID-19, for hvor tit spritter vi egentlig vores mobil af, inden vi lægger den alle mulige steder?

 

Rikki og jeg havde altid haft et lidt turbulent forhold. Selvom det var ham, der havde sagt ja til, at jeg kunne flytte ind hos dem, så følte han alligevel tit, at jeg prøvede at tage hans familie fra ham. Men da jeg kom hjem igen, følte jeg dog alligevel, at han havde savnet mig, selvom man nok aldrig får ham til at indrømme det haha.

 

Dagene gik, og da reglerne stadig var, at vi ikke måtte forlade ejendommen, var Rikki nok det selskab, der mindede mest om at være sammen med vennerne, da vi jo er jævnaldrende, og i en hård tid, var det da rart, at man havde en, som man kunne have det sjovt med. Jamen for at gøre en lang historie kort, så endte vi jo med at blive kærester lige midt i corona-helvedet. Imens hele verden stod i flammer, så levede vi lidt i vores egen boble.

 

Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle dele nyheden på de Sociale Medier, altså faktisk med hele verden. Det kunne gå alle veje, når først nyheden var ude, og et eller andet sted var jeg faktisk bange for, hvad folks reaktion ville være. Uanset om man vil kendes ved det, så kommer medierne ind under huden på dig, og påvirker i høj grad måden du tænker og agerer på. I artiklen af Morten Mikkelsen skriver han ”Skær ned på alle meningerne, informationerne og relationerne, som digitaliseringen producerer et kolossalt overload af. Som tilsyneladende forbinder os med andre, men på en forstyrrende, forvirrende og forførende måde, som ofte narrer vores hjerne. Tag dig god tid og megen energi til at finde ud af, hvad du selv mener,” Dette var med til at få mig til at vente med at dele nyheden, da jeg skulle bruge tid på at finde ud af, hvad jeg selv mente om det, og bare leve i vores lille boble lidt endnu…

 

Jeg har aldrig sagt det højt før, men COVID-19 er for mig ikke kun negativt, og for at være ærlig, kunne jeg faktisk ikke have undværet den. Jeg kan til tider godt have dårlig samvittighed over, at alt imens vi stod overfor en verdensdræbende pandemi, så valgte jeg at være egoistisk, og lod mig selv være lykkelig, uden at tage hensyn til den situation vi allesammen stod i. Men på den anden side, hvis man ikke kan finde et lyspunkt i mørket, hvad er så meningen med livet?

 

-        Kamilla