Pisse kedelig hverdag

 

Corona, covid-19, pandemi, virus, afspritning, og afstand. På blot et enkelt år, har en ellers ukendt ”kinesisk-sygdom” forandret hele min, men også din og alle andres hverdag. Hverdagene gik fra kedelig, til pisse kedelig. Gud fader, hvor skal jeg dog starte. Ja, lad mig da starte hvor det startede. 

 

Vi er hermed og endelig trådt ind i det længe ventede år 2021. For præcis et år siden, anede jeg personligt, ikke hvad corona var, andet end en god øl. Jeg husker tydeligt, da jeg den 28. december sidste år, landede med flyet i Billund lufthavn, efter at have holdt jul i Spanien. Min far, lillebror og jeg var gået min mor og to mindre søstre i forvejen, og stod derfor ude på parkeringspladsen og ventede. Vi står og snakker om, hvilken skøn jul vi har haft med varme og sol, imens vi står med armene over kors, og hunde fryser. Pludselig kommer et kærestepar gående hånd i hånd. Normalt havde jeg bare ladet dem gå forbi næsen på mig, indtil min lillebror pointerer at de nok er fra Kina, og derfor højst sandsynligt havde coronavirus. Meget diskriminerende, og selvom jeg syntes det var utrolig uhøfligt og uartigt af ham at lave sjov med, kunne jeg ikke lade vær, med at tage mig selv i at træde et enkelt skridt tilbage. Min far grinte hele vejen til bilen, uden at have nogen jordisk ide om, hvad der var i vente. På mindre end tre måneder, havde hele verden forandret sig, lige for næsen af os. Én smittede, blev til 1.000 dødsfald, og hverdag, fest og farver, blev til hjemmeundervisning og karantæne. For at være helt ærlig, så elskede jeg at være i karantæne. De første par dage. Dage blev til uger, og uger blev til tre ufatteligt lange måneder. 

 

En almindelig og kedelig hverdag, blev nu meget kedeligere end jeg nogensinde havde kunne drømme om. For at skifte emnet væk fra alt det pisse sørgelige og ærgerlige som corona har gjort for os, så har denne corona virus, altså også været en virkelig god ting for mig, tro det eller lad vær. I 2018, startede jeg på efterskole på øen Fyn, og tæt på byen Ringe. Her fik jeg et ufatteligt godt venskab med tre af pigerne derfra, det værste ved det hele var bare, at da året på efterskolen var slut, så skulle to af pigerne tilbage til djævleøen, altså Sjælland. Fra Otterup, hvor jeg er fra, til Nordsjælland hvor de er fra, er der omtrent 200 kilometer, og en bro som koster 250 kroner bare at køre over, og så skal man selvfølgelig også lige hjem igen. Det er derfor ikke særlig tit at vi ses, men på grund af covid-19 og de sociale medier, fik jeg fragtet min mås ind i et tog, og videre til Høje Taastrup. Tæt på Høje Taastrup, har en af pigerne nemlig et sommerhus, som vi kunne få lov at låne, så længe vi ville. I artiklen, ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?” af Morten Mikkelsen, siger han, og jeg citerer. ”Der findes også forskning, som viser, at de såkaldte sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse over kæmpe afstande med et enkelt klik.” Dette har han fuldstændig ret i, for lige præcis dette, havde pigerne og jeg gjort lige siden efterskolelivet sluttede. På snapchat kan vi sende hinanden billeder, videoer og tekstbeskeder til hinanden og derved inddrage hinanden i hvad der sker og hvad vi hver især går og laver. ”Til gengæld gør denne form for kontakt intet som helst for at mindske disse menneskers ensomhedsfølelse.” Nej, jeg blev ikke mindre ensom, jeg blev endnu mere ensom. Dagene i coronaferien gik, indtil ingen af os kunne holde ensomheden ud længere. Ved hjælp af de sociale medier, fik vi arrangeret sommerhusturen til Høje Taastrup. Trods den kæmpe afstand, og den kæmpe omvæltning corona havde medbragt, fik vi isoleret os sammen. At finde tid var nu ikke længere et problem, for én enkelt weekend havde været for lidt, da halvdelen af tiden ville have forgået i diverse transportmidler, og hverdagene var simpelthen udelukket på grund af skole, fritidsaktiviteter og så videre. Men på grund af corona, så var undervisningen nu online, og fritidsaktiviteterne lukket ned, og derfor ingen undskyldninger for ikke at ses. I denne periode, var sociale medier især vigtige for os alle sammen. Vi var isoleret og fem kilometer fra nærmeste supermarked og togstation. Uden de sociale medier og covid-19, havde vi nok aldrig haft muligheden for at se hinanden. Nej mormor, brevduerne findes ikke mere, men det havde alligevel også taget alt for mange arbejdsdage for dem at nå frem. En uge fik vi tilbragt med musik, brætspil og ja, corona øl. Det kunne simpelthen ikke have været meget bedre, og meget nemmere. Selvom vi var isoleret, havde vi stadigvæk mulighed for at følge med i omverdenen omkring os. Mette Frederiksens utallige pressemøder fik vi set sammen på sofaen, og i det øjeblik, ønskede vi egentlig ikke at tingene skulle gå tilbage til det de var dengang uden corona. 

 

Selvom coronavirussen, er en ting vi alle nok snart er ved at være rimelig trætte af, så er det altså også en virus, som har haft en stor indflydelse på vores liv, både negativt og positivt. Jeg tør ikke engang tænke på, hvad jeg skulle have lavet i de måneder vi har været under lockdown. Fuck en pisse kedelig hverdag. Ingen ny sæson af Gossip girl på netflix,, ingen snapchat filtre, ingen opsatte instagram billeder, ingen hayday maraton. Bare dig, din familie og et ensomt tomrum. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan situationen havde set ud lige nu, hvis jeg ikke havde de sociale medier til rådighed. Gør du?

 

-       Emilie