Sikket år, hva’?

 

Tja… 2020 har været noget af et år, må man sige, både på godt og ondt. Det hele så lyst ud i starten, og vi så alle frem til en frisk start som man jo ofte gør i starten af et nyt år. Måske endnu mere netop dette år. Men altså, sidste år kunne virkelig have været noget særligt, og jeg glædede mig faktisk ret meget, bl.a. til sommer, fest og farver, men det hele blev hurtigt sat på pause på grund af pandemien, som vi jo alle kender til. Jeg mener, i starten lød det da nice nok at skulle blive hjemme fra skole og den slags, men efter kun kort tid, blev vi vist alle ret trætte af det, gjorde vi ikke?

Selv bruger jeg ret meget tid på min telefon, vil jeg gerne indrømme, og mit forbrug af medier faldt da ikke ligefrem efter nedlukningen i marts. Der var ikke andet at lave jo. Stå op om morgenen, (eller vågne op i hvert fald), skole, lektier, og så var der jo ikke andet. Man måtte ikke tage ud og lave alle mulige ting som normalt kunne tage ens tid, så man endte jo bare med at sidde og lave ingenting på sin telefon. Selv hvis man ville i kontakt med nogen andre mennesker måtte man jo bruge medierne. Så ja, jeg brugte en rimelig stor del af min tid hjemme online uden nogen rigtig menneskelig kontakt, men det gjorde jeg vel egentlig også før alt det her corona, hvis jeg skal være helt ærlig. Og ifølge Vincent F. Hendricks, som udtaler sig om sociale medier i Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”, så findes der faktisk ”forskning, som viser, at de såkaldt sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse med hinanden over kæmpeafstande med et enkelt klik. Til gengæld gør denne form for kontakt intet som helst for at mindske disse menneskers ensomhedsfølelse”. Så selvom de sociale medier nok har hjulpet en del igennem den her krise, så kan de jo slet ikke erstatte helt normal fysisk kontakt med andre mennesker, og efter en masse tid brugt online under nedlukningen har jeg da også følt mig lidt rastløs efter bare at kunne lave noget andet med ægte mennesker. Forestil jer, hvis man skulle leve for evigt sådan her. Det ville jo være helt umuligt, hvis I spørger mig.

Så ja, det har været ret hårdt her i corona-tiden, men der har da været nogle lyspunkter her i den mørke tid. Der var f.eks. engang i foråret efter undervisning over teams, hvor jeg ikke havde noget særligt at give mig til, så jeg valgte at gå en tur med min lillebror, som heller ikke havde noget at give sig til. Det var en forholdsvis varm dag, årstiden taget i betragtning, solen skinnede, og der var en let brise, lige passende til en lille eftermiddagsgåtur, så længe man havde en jakke på, altså. Og nej, min bror og jeg er ikke de bedste venner, men det var faktisk rigtig hyggeligt bare at gå og snakke med ham uden alle mulige forstyrrelser fra mobiler, der bipper hele tiden. Det gik op for mig hvor lidt jeg egentlig kendte til, hvordan han havde det for tiden, selvom vi begge to var hjemme hele tiden i den periode jo. Under normale omstændigheder, både før og under corona, sad vi jo bare foran hver vores skærm på hvert vores værelse, og selvom han er rimelig træls og alt det der, så kunne det måske godt være at vi skulle prøve at bruge noget mere tid sammen, særligt nu, når det hele er lukket ned igen, og vi ikke har alle mulige andre at se, men også længere ude i fremtiden.

Så ja altså, 2020 har været noget af et år, må man sige, både på godt og ondt, og lad os håbe 2021 bliver bare en smule bedre og der måske bliver lukket op for at vi kan komme ud og se hinanden igen. Og jeg tænker, at når det endelig kan lade sig gøre, at jeg i hvert fald vil prøve at være mere opmærksom på de mennesker, jeg er sammen med, og måske lade telefonen blive ude af samtalen, hvis ikke den er nødvendig, bare en gang imellem i hvert fald. Og nej, det er måske lettere sagt end gjort, men jeg tænker egentlig, vi bør nyde den rigtige fysiske menneskelige kontakt, når vi på et tidspunkt kan komme til det igen. Og indtil da må vi bare hænge i og prøve at holde kontakten over sociale medier, for nej, de kan jo nok ikke erstatte at ses i virkeligheden, men det må da være bedre end ingenting, ikke?

Laura