Det sociale liv med corona

 

Corona, corona, corona.. Hører man andet de her dage? Jeg føler ikke man hører om andet end corona, og hvordan tallene går op eller ned. En ting er stensikkert, og det er at det sociale liv virkelig bliver svækket under den her pandemi. Jeg er meget sammen med mine venner stadig ... Dog med en begrænsning på kun 5 personer, og det synes jeg personligt er meget ærgerligt, men man må gøre hvad regeringen siger. Så vi forhåbentlig en dag kan leve et ”normalt liv”. Hvad er et normalt liv nu? Et år er snart gået med corona, og vi er nogenlunde samme sted som sidst. Dog er der kommer flere varianter, og vi har måtte i Danmark dræbe alle mink. Jeg har endda måtte holde min fødselsdag med virtuel undervisning, og være sammen med mine venner dog ikke alle. At leve et liv med corona gør, at man virkelig bliver sat på prøve som individ. Man opdager lige pludselig, at ting man elskede eller nogle man elskede lige pludselig, betyder mere. Når afstanden er det der gør, at man skilles.

Mange er efterhånden ved, at være træt af den her nedlukning, men de fleste ved det nok er bedst at holde det lukket. Frem for at skulle få en op blusning af corona igen, som vi jo gjorde i december. Nogle vælger at se positivt på hele situationen, hvor andre vælger at se negativt på det. Der blev også afholdt en masse demonstrationer, som kæmpede for friheden. Jeg er lidt uenig i den demonstration da vi jo ikke er ”låst” inde, men bare skal passe på de sårbare. Man kan jo altid ringe en ven op over de forskellige programmer. Og vi unge bruger jo også sociale medier hver dag, så det er ikke umuligt at få kontakt med hinanden. Frem for hvis vi levede i 1800-tallet, så havde det nok været en anden boldgade. Jeg bruger dagligt mine sociale medier, og er sammen med mine venner næsten hver dag. Og jeg har det fint med, at skulle passe på de ældre og sårbare mennesker, som i sidste ende kan risikere at miste livet.

Livet er kort, og man må nyde den tid man har. Man ved aldrig hvornår ens sidste dag er før det sker. Så derfor synes jeg personligt, at hvis man har en negativ indstilling til corona, så det lidt nederen. For regeringen lukkede jo ikke ned før corona var en farlig virus. Ligeså vel som dem der synes de ikke kan leve deres liv optimalt, fordi barer, restauranter, butikker, frisører og natklubber er lukket. Så er der nogle mennesker, som kan ende med at miste deres liv, fordi de kan blive smittet af corona. Så dem der har det virkelig nederen over corona er i sidste ende egoister.

 Jeg synes da også det en smule øv, at det er som det er, men jeg ved hvor meget det hjælper for dem som kan miste livet. Man skal huske at være taknemlig, for bare det mindste i ens liv. For bare det, at vi lever i det 20.århunderede og har mulighed for til hver en tid, at komme i kontakt med hinanden på. Det synes jeg er meget fantastisk. Godt nok er det gennem mobilen, men stadig er vi meget heldig for at kunne udnytte, at vi har muligheden for det.

 

Liiban

Hvem er vi egentlige efter en Pandemi?

Året 2020 startede ud med alle de forventninger, der følger med et årtiskifte - blot for at skuffe os alle. 2020 var året der ellers skulle være bemærkelsesværdigt og helt uforglemmeligt. Der gik ikke mere end 3 dage ind i det nye år, før hele verdenen var indstillet på en Tredje Verdenskrig, efter kontroversielle rygter havde spredt sig. Rygterne lød, at Donald Trump havde dræbt en Iransk general, nemlig Qasem Soleimani. Når jeg selv ser tilbage, kan jeg dog ikke benægte, at det har været et uforglemmeligt år idet, at jeg husker tilbage på mange scenarier, der i nutid næsten lyder som noget fra en tv-serie.

 

Alle de katastrofale begivenheder der foregik i verdenen, var ikke til at holde styr på; Australien stod i flammer og Covid-19 ankom for første gang til Danmark, som ingen ellers havde forventet. Covid-19 afspejler, hvordan vi i forvejen forholder os til eksempelvis fattigdom rundt omkring i verdenen. Vi ignorerer det fordi, at det ikke har noget at gøre med os, og fordi det aldrig ville ramme os danskere. Akkurat med vores fantastiske velfærdssystem, eller troede vi måske forkert?

Jeg har i forbindelse med dette altid haft en tanke, som jeg også tror mange andre Danskere har haft. En tanke om at Danmark altid har været et af de bedste lande, og hvor denne tankegang hermed også har opfyldt denne forestilling. Første gang jeg indså, at dette bare var en tanke frem for virkelighed, var den 11. marts 2020. Jeg kan snakke på mange andres vegne, når jeg siger dette: ingen af os havde nogensinde forstillet sig, at Covid-19 ville ankomme til Danmark, og hvordan den ville påvirke os.

Et eksempel er et halvt år efter, fredag den 30 oktober et halvt år efter, hvor jeg var i Fakta for at handle, da jeg manglede mælk til mine cornflakes. Jeg stødte på en jævnaldrende kvinde, som råbte ”Nu tager jeg kraftedeme mit mundbind af, det her går imod grundloven”, i takt med at hun rev sit mundbind af. Den jævnaldrende kvinde blev derefter eskorteret ud af Fakta, imens publikum stirrede blindt på hende. Jeg blev helt overvældet, for hvordan kan vi som danskere håne Amerikanerne, for at nægte at bærer mundbind, når vi netop gør det samme? Kan en krise ændre en befolkning væremåde så meget, at man ligner et land som man ellers plejede at kigge ned på, når det kom til deres snæversynet holdning til at tage hensyn til sine medmennesker fremfor at fokusere på sin egen interesse? Eller har vi aldrig kunne se det fra det andet perspektiv? Det er de tanker jeg gik med på vej hjem. Denne kvinde, var en ganske almindelig dansker, hun var ikke skør, hun var ikke sindsforvirret, hun var en som jeg kunne se som min lærer eller måske min kasse ekspedient, eller min læge.

 I artiklen “Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes” af Morten Mikkelsen, nævner han blandt andet følgende: ”At blive ustandseligt påvirket og afkrævet en stillingtagen og alligevel føle sig magtesløs. Selvom sociale medier har gjort næsten alle til medier, der offentliggør information, kræver det stor selvkontrol og bevidste strategier for det enkelte menneske overhovedet at have et rum til at tænke personlige tanker”. Om mundbind gik imod grundloven og om de overhovedet beskyttede mod Covid-19, var blevet diskuteret på de sociale medier. Disse informationer på de sociale medier kunne havde været grunden til, at den jævnaldrende kvinde var blevet så påvirket, at hun mistede selvkontrollen den dag i Fakta.

 

Er vi mon også skyldige i den jævnaldrende kvindes opførsel, og alle andre som går imod restriktionerne, når vi bruger på Facebook, instagram eller snapchat, og er med til at skabe mistillid til regeringen. Er vi med til at kaste brænde på bålet, når vi eksempelvis liker, kommenterer eller deler opslag, memes eller videoer om hvorvidt mundbind overhovedet beskytter mod Covid-19? Er vi mon også skyldige i den jævnaldrende kvindes opførsel, og alle andre som går imod restriktionerne, når vi blindt liker opslag der er kritiske mod restriktionerne og på den måde får medieopmærksomhed på den negative måde. Havde disse personer mon nogensinde gået imod restriktioner, hvis vi slet ikke likede dén ene meme, eller dén ene video?

Vi havde aldrig forventet, at Corona nogensinde skulle ramme vores yndige land, hvor vi jo alle ville følger retningslinjer og love. Eller var det bare en illusion? Det lyder nærmest dobbeltmoralsk, når vi danskere, selv ser vores land, som et der er meget bedre end alle andres. Vi latterliggør verden omkring os som eksempelvis USA, hvor de fester og laver protester mod at bære mundbind på trods af pandemien. Dét ville vi jo aldrig gøre (indtil problemerne kom til os). Mange overholdt ikke retningslinjerne i Danmark, bøder blev delt ud i de mange byer, og nogle nægtede at bære mundbind til den grad, at det endte ud i anholdelser. Så hvem er vi egentlig efter en Pandemi?

      - Iman

En lang køretur

 Corona, Rona og Covid-19 er ord, som jeg er ved at være godt træt af.

Første gang jeg hørte om Corona kom det ind ad det ene øre og ud af det andet, for sådan en voldsom virus ville aldrig komme til os i lille Danmark.

 

Jeg, samt mange andre, blev meget chokeret samt, da den førte rapport om et Corona tilfælde var kommet til Danmark den 24. februar 2020. Nu skulle man lige pludselig smide alle de gode ting man have i tankerne væk og leve efter hvad Mette Frederik og sundhedsmyndighederne siger. Det var jeg ikke stor fan af, men vi måtte indstille os på en ny hverdag. Nu er det snart et år siden ændringerne begyndte og der er stadig de samme restriktioner. Der er endda kommet flere til.

 

Sommerferien 2020 var meget anderledes og der var en masse ting vi ikke kunne lave. De fleste store ting som festivaller og koncerter var blevet lukket ned. Mange af dagene var bare same shit new day og det blev kedeligt i længeden. Jeg plejer aldrig at være hjemme specielt meget eller være så meget sammen med familien, så det var noget nyt for mig. Mine bedsteforældre havde lejet et sommerhus ved Henne strand og det var meningen, vi skulle derover og være sammen med familien i et par dage.

 

Jeg havde været hjemme ved en af mine venner og holdt en slags festival i hans have i 7 dage hvor der kom og gik forskellige mennesker, så mine forældre var allerede kørt derned. Jeg tog hjem en dag før, så jeg kunne pakke mine ting og gør mig klar til den lange køretur. Døgnrytmen var væk, som den plejer at være når der er ferie, så meget søvn fik jeg ikke. Havde fået besked på jeg skulle køre kl 10, så jeg kunne være med til frokost. Turen tog ca. 2 timer og jeg havde næsten kun fået 3 timers søvn. Ikke den bedste kombination, men jeg tog afsted, selvom jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Ind i bilen op med musikken, også var det ellers bare derud af. Det gik fint og jeg var blevet lidt mere frisk af den kolde vind der susede ind igennem vinduet og mod hovedet. Jeg havde kørt i et stykke tid og var ved at komme ned på motorvejen. Det var der, det begyndte at gå op ad bakke. Tiden gik meget langsom og lige meget hvor hurtigt, jeg nu kørte, føltes det som om jeg ingen steder kom. Efter den lange tur da jeg enlig var kommet derop, hilste jeg på alle, der nu var der.

 

Vi spiste frokost og derefter gik jeg ind og sov et par timer. Da jeg vågnede, kiggede jeg på min mobil, hvor der var kommet en besked fra den lille festivals gruppechat på Facebook. Der var en, der havde skrevet at en i hans familie havde fået Corona, så vi skulle nok ind og blive tjekket. Det sagde jeg så til mine forældre og vi blev enig om, jeg skulle tage hjem igen, fordi der var et par stykker som var i risikogruppen. Nåede i alt at være der fra kl 12 til 17 også var det 2 timer til Odense igen.

 

I Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, når vi lader os styre af likes” bliver Vincent F. Hendricks interviewet. ”Den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2600 gange hver dag, så mange gange røre du ikke engang ved din kone eller kæreste”. Det lyder meget ekstremt, når det står sort på hvidt, men jeg kan godt se, at det kan lade sig gøre. Likes betyder sygt meget for os unge. Nu er jeg ikke den helt store bruger på Instagram eller Facebook, så likes betyder ikke så meget for mig, men tror nok, jeg er ramt af Fomo - Fear of missing out. Jeg hader at sidde derhjemme og kigge på min mobil og se at andre laver noget fedt. Derfor går tiden med at kigge på sin mobil flere gange - uden at man tænker over det. Det kan godt være, at man bruger sin mobil og medier meget, men jeg synes ikke kun det gør en asocial og forstyrret. Tværtimod, hvis jeg ikke havde kigget på mobilen, da jeg vågende i sommerhuset og set den besked, kunne jeg have smittet hele familien, uden jeg viste det. Mobilen og sociale medier kan både være anstrengende, men også utrolig brugbare. Under Corona skal man passe på, at man ikke bliver draget af alt den negative omtale, der er på de sociale medier, som fx folk der er skeptiske overfor vaccinen og opfordre andre til ikke at modtage den.

 

 

-Philip

En perfekt sommeraften

 

Det var en varm sommerdag, fuglene sang og svedperlerne lå fint på vores pander. Min søster havde fødselsdag, så vi besluttede os for at vi skulle ind og slukke tørsten og sulten med nogle iskolde drinks, og med en lækker tapas menu. Vi gik igennem Odense, min familie og jeg, og man kunne dufte den dejlige sommer og høre latter fra familier, der som os var ude og nyde sommeraftenen. Vi slog os ned på min søsters yndlingsrestaurant, Cafe Tapas, i hjertet af Odense og bestilte som om vi var endt i 1498 og sad midt i den sidste nadver, så vi manglede absolut ingenting. I min familie sidder vi aldrig med mobiler når vi spiser, men de sociale medier skulle selvfølgelig opdateres i anledning af min søsters 28-års fødselsdag og det sørgede hun flittigt for. I og med, at mobilen var lagt i taskerne, blev vi ikke bombarderet med alle de vilde Corona tal, som ellers har eksploderet hen over år 2020.

 

Corona har været en kæmpe cockblocker for vores hverdag og vores social liv. Havde min søster haft fødselsdag blot en måned efter, så havde denne dag aldrig foregået således. Vi havde aldrig haft muligheden for at samles så mange, vi havde aldrig haft muligheden for at gå på restaurant og vi havde aldrig haft muligheden for, at hører latteren gennem Odenses gader den dag. Jeg ville personligt været rigtig ked af ikke, at havde denne oplevelse med. Det er vildt at tænke på, at på så kort tid efter en så god dag bliver Danmark lukket ned endnu engang. Bum, så kunne vi nærmest ingenting eller sådan føltes det ihvertfald. Det hele skete så hurtigt. Et fingerknips og så var Cafe Tapas lukket ned og folk gik ikke rigtig samlet som familie gennem Odenses hyggelige gader. 

 

Med min søsters trang til at tage billeder og videoer af den henrivende tapas, rørte hun sin mobil meget mere end vi andre gjorde. I artiklen “Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes” af Morten Mikkelsen, nævner Vincent F. Hendricks, at den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører mobilen 2600 gange. “Så mange gange rører du ikke engang ved din kone eller kæreste” kommentere han bagefter. Hvis Corona-tallet og de stramme restriktioner havde påvirket min søsters fødselsdag, hvad havde hun så gjort med alle de perfekte billeder, af den perfekte mad på den perfekte sommerdag? Havde hun lavet sin egen flotte mad? Det tror jeg næppe, da min søster ikke er den bedste i køkkenet, men mon ikke at hun havde fundet på nogle alternativer, så hendes dag stadig havde været en dag man kunne tænke tilbage på med gode minder, selvom omstændighederne var anderledes? 

Hvis hendes fødselsdag havde foregået over et skype opkald, hvordan havde det så påvirket den perfekte sommeraften? Tjaaaa, min storebror og jeg havde ikke kunne gøre grin af min søster for at skulle tage alle de opstillede og skøre billeder af hendes mad, min mor havde ikke fået smagt hendes yndlingsvin, som den søde tjener havde anbefalet til hende og vores latter havde ikke irriteret de andre på restauranten, som desuden slet ikke havde det så sjovt som os. Det havde nok nærmere været en lidt kaotisk og akavet aften, da man nemt kan misforstå og snakke ind over hinanden. Ja, uden en håndsoprækning effekt ville der nok komme larm fra øst og vest, og man ville være smask forvirret over hvem, der sagde noget og, hvad der blev sagt. 

 

Nu er vi gået ind i 2021 med forventningerne helt i bund. Vi er hjemsendt for anden gang, vi må kun samles 5 personer og vi sidder egentlig bare og venter på, at Corona synes den har gjort nok. Alligevel tør jeg ikke håbe på, at det bliver snart. Jeg tør slet ikke håbe på, at min søsters fødselsdag til sommer bliver ligesom den sidste sommer. Måske skal jeg bare regne med et kaotisk og akavet Skype opkald?

 

Merle

Fødselsdag i en pandemi

 

Året 2020 har været noget af en oplevelse både på godt og ondt, og hvis jeg selv skal sige det, så var det et år, der på ingen måde levede op til mine forventninger. 

Det var et år, som i den grad vil blive skrevet ind i historiebøgerne og fortalt videre til de mange kommende generationer. Det var ligeledes et år jeg havde set meget frem til, fordi jeg fyldte de gyldne 18 år. Covid-19 ramte for alvor Danmark i midten af marts, hvor landet blev lukket ned med følge af en masse restriktioner, som for eksempel brug af mundbind i den offentlige transport, mindst en meters afstand til andre, brug af håndsprit og et forsamlingsforbud som med tiden blev mere og mere nedsat. 

Jeg skulle have holdt stor 18-års fødselsdag sammen med en veninde den 4. april, og festen havde været planlagt forventningsfuldt længe. Vi havde anskaffet os DJ´s, diskolys og diverse lækre drinks, og jeg havde i den grad glædet mig til et brag af en fest. Jeg skulle også have holdt stor fødselsdag for familien på min fødselsdag den 28. marts, men ligesom alle andre, var jeg nødt til at aflyse alt det jeg havde set frem til. I stedet blev min fødselsdag holdt derhjemme, med dem jeg holder allermest af. Min mor havde bagt kanelsnegle og lavet lagkage, så hele huset duftede dejligt af kage og fødselsdag. Senere på dagen fik jeg uventet besøg af to af mine tætteste veninder fra folkeskolen og derudover fik jeg det traditionelle facetime-opkald fra min moster med fødselsdagssang, der aldrig helt sidder lige i skabet. Min familie og jeg tog en tur til Jørgensø strand, hvor vi gik en lang tur med hunden, solen skinnede, der var næsten ingen vind og havet var roligt, det var den perfekte forårsdag. Da vi igen var hjemme sent på eftermiddagen, ventede min moster, onkel, kusine og morfar på terrassen, hvor jeg blev overrasket med flag og gaver. Det var virkelig en dejlig dag fyldt med uventede overraskelser.

Selvom jeg vidste at dagen ville blive anderledes på grund af Covid-19, så var jeg ikke bange for at få en kedelig fødselsdag, fordi jeg vidste at mine nærmeste ville gøre deres bedste for at give mig en god dag. 

For mig var dagen perfekt, selvom de kedelige omstændigheder gjorde, at vi ikke kunne fejre min fødselsdag som vi havde planlagt. Det var også en dag, hvor medierne fik en betydelig rolle. Uden medierne og smartphones ville jeg ikke kunne komme i kontakt med mine venner eller se min familie, som jeg normalt ville på min fødselsdag. Derfor blev medierne og mobilen brugt lidt for meget på en dag, hvor den nok ellers ville have været lagt væk. I et interview med filosofiprofessor Vincent F. Hendricks i artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”, skrevet af Morten Mikkelsen viser forskning, at den gennemsnitlige smartphone ejer berører deres smartphone 2600 gange om dagen. Jeg synes selv at dette virker helt sindssygt, men taget i betragtning, at vi er midt i en pandemi, hvor man stort set ikke kan lave andet end at være derhjemme, så passer det måske meget godt. Og hvis jeg husker tilbage på min fødselsdag, så tror jeg da også, at det ellers så forstyrrende apparat blev rørt en del gange i løbet af dagen. Jeg var en del mere på Snapchat, og brugte ligeledes også meget tid på Facebook for at svare på diverse fødselsdagshilsner. 

I artiklen skriver Morten Mikkelsen også, om det at være forbundet med sine medmennesker gennem medierne, ”Med digitaliseringen kan vi være forbundet og fremmedgjort over for hinanden på én og samme gang.” Efter min mening er det en stor fordel, at man gennem medierne såsom Facebook og Snapchat kan være forbundet med familie og venner, men samtidig kan det også være en ulempe at man erstatter det fysiske samvær, med kontakten over Facebook eller Snapchat. Man kan sige, at hvis man lader kontakten på de sociale medier fylde for meget, så vil man i sidste ende blive fremmedgjort overfor hinanden.

Vi er hoppet ind i 2021 og vi ridder nu på pandemiens anden bølge. Der er kommet nye mutationer af den oprindelige Covid-19 variant, og restriktionerne er strengere end hvad de var i foråret 2020. 

Vi er endnu en gang hjemsendt fra skole og må nøjes med virtuel undervisning via Teams, og det sociale må igen foregå over medierne, og hvem ved hvor lang tid det skal vare denne gang?

I forhold til min fødselsdag, så er der igen usikkerhed om, hvordan den vil udfolde sig og jeg har ærlig talt ikke de store forventninger, til at kunne samle hele familien. Men jeg er sikker på, at min 19-års fødselsdag nok skal blive lige så fantastisk som min 18-års fødselsdag endte med at blive. Om ikke andet så ser jeg frem til lysere tider, og til at kunne se min familie og venner igen, gør du ikke også?

Mathilde

En lærerig ø-tur

 

Corona. Hvad er det for en sag? Lægerne kalder den Covid-19, men hvad rager det mig? Denne influenzalignende sygdom er flere hundredetusinder kilometer væk fra lille Danmark. Hvad skulle den kunne gøre ved mig?

Nu har Italien også fået den. Det er der, jeg plejer at stå på ski. Hmmm, men altså kørerturene til Italien føles ubeskriveligt lange, så hvad skulle sådan en lille forkølelse dog kunne gøre ved mig?

Nu er den i Danmark. Nu er den på Nordfyn. Nu fylder den alt i hjemmet. Hvad skete der lige der?

 

Efter første bølge må jeg erkende at jeg var noget overvældet. Min naive tankegang havde bidt mig røven, og hverdagen syntes uoverskueligt. I starten var det jo fedt nok med sådan en lille miniferie, men den miniferie blev bare længere og længere og længere, og jeg var nået til det punkt, hvor jeg sku ik rigtigt havde brug for mere ferie. Så blev det sommerferie.

Min familie og jeg blev enige om, at vi havde været nok hjemme og besluttede derfor at pakke vores tasker. Destinationen, der måske plejede at stå på Grækenland, Spanien eller Frankrig, blev byttet ud med en bette sydfynsk ø. Bjørnø. Denne lille ø, på ca. halv størrelse af Søndersø, skulle være vores hjem de næste 4 dage. Det skulle nok blive spændende.

Bjørnø, hvor der i øvrigt ikke lever en eneste bjørn, minder mig om hvad jeg tror Fyn så ud som, for ca. 100 år siden. Et bakket landskab med sprudlende bøgetræer, brydes af de gule kornmarker, og omkranses af et dyrerigt hav, og hvis man lytter godt efter, kan man høre Bjørnøfærgen komme sejlende en gang hvert kvarter fra Faaborg Havn. Det er sku da nydeligt, hva?

 

På én af vores mange gåture på Bjørnø, havde vi taget en længere rute, der tog os hele øen rundt. Efter ca. 3 kilometers gåtur, havde vi nået til toppunktet på Bjørnø. Milebjerg. Det såkaldte "bjerg" strakte sig hele 22 meter over det omkransende havs overflade, men selvom det ikke lyder af så meget, så var udsigten lige i skabet! På toppen satte min lillebor og jeg os på en lille træbænk, der var sat op til gavn for øens 35 beboere. Vores forældre var forsat videre. I en kort stund sad vi bare og skuede ud over kornmarkerne.

Min lillebor, Oliver, spurgte mig på et tidspunkt, hvad det var for en underlig mark, der lå et lille stykke væk. Jeg kunne ikke helt gennemskue det, så jeg Face-Timede min far, men jeg blev hurtigt mødt af et manglende signal. Hvad der blev dyrket på denne tilgroede mark måtte forblive et mysterium, og i stedet måtte vi vende snuden hjemad til vores lille bindingsværkshus på Bjørnø.

Jeg viste min far et billede af marken, da vi kom hjem, og han forklarede at marken var i brak.

Brak… Hvad var det dog for noget? Jeg kunne ikke slå det op på nettet, grundet manglede dækning, så jeg måtte tage til takke med min fars halvforvirrende forklaring. Det betyder noget i stil af, at man lader jorden stå stille og ikke dyrker noget, for at jorden ikke bliver udpint. Da han sagde udpint, kunne jeg ikke lade være med at tænke på coronasituationen. Og så slog det mig, at denne ferie, jo på en eller anden skør måde, var ligesom jorden i brak. Vi tager væk fra vores normale skærmfyldte hverdag for at genskabe vores familierelation.

 

I artiklen ”Hvem bliver vi hvis vi lader os styre af likes?” skrevet af Vincent Hendricks i 2020, forklarer Hendricks at ”Og det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer, vi risikerer at slå i stykker ved at være konstant koblet på verden, ved hele tiden at være parat til at lade os forbinde, forstyrre og forføre på nettet. Det er intet mindre end vores eget individ”. Ferien på Bjørnø må jeg sige blev noget af en anderledes ferie, men i sidste ende er jeg også sikker på at det er én af dem jeg vil huske bedst. Jeg vil huske et sted, hvor der hverken var supermarked, internet eller nogen form for underholdning, der ikke indeholdte et spil kort, en fodbold eller en fiskestang, men som om nogen tvang mig til at hygge mig med min familie.

Formålet med ferien var helt sikkert at komme væk fra den ensartede hverdag, men i mindst ligeså høj grad også at bringe familien lidt tættere sammen igen. Min far havde onlinemøder foran sin computer, min mor havde onlinemøder foran sin computer, min lillebror var i skole foran sin iPad og jeg var i skole foran min computer. Selvom vi var i samme hus, så var vi jo slet ikke sammen. Når vi så var færdig på arbejde eller i skole, så var alle så bombede oven i hovedet, at samtaler blev primitive, de normale hverdagsaktiviteter blev uoverskuelige og selv aftensmaden kunne virke udmattende. I stedet begravede vi os i hver vores skærm, i hvert sit hjørne af huset og i håb om at nogen ville komme og vække os fra dette hæslige mareridt. Hendricks har fat i noget.

Vi havde brug for en pause! Vi havde brug for lidt brak uden alle de sociale medier. Og forstå mig ret, sociale medier hjalp hele coronasituationen meget på vej med restriktionopdateringer i løbet af splitsekunder og generelt tidsfordriv, men den tog altså også meget tid, som før corona måske var blevet brugt på noget andet.

 

I dag sidder min lillebror og jeg, for det meste, altid sammen når vi skal have onlineundervisning. Min far og mor deltager også til tider. Det nærvær giver helt klart mere energi, og jeg tror at det med stor sandsynlighed stammer tilbage fra den tur til Bjørnø. Jeg er sikker på at vi skal på skiferie til Italien igen og at sandstrandende i Spanien også skal besøges igen, men den tur til Bjørnø var en speciel oplevelse, en fantastisk oplevelse og der er da også allerede booket tur til næste sommerferie. 

-Mathias Birch 

Når traditioner kommer til ende

Det føles som om, at vores liv er blevet sat på pause, og at vi hver dag skal leve den samme dag. Uden ende i sigte, er det svært at holde hovedet koldt. Pressemøderne føles som en cyklus, som hver gang knuser vores håb og forventninger, om at vende tilbage til en normal hverdag. Desuden minder medierne os om, at situationen ikke bliver bedre. Sådan har det været lige siden året begyndte, men jeg bemærkede det først den søndag eftermiddag, hvor jeg var til fødselsdag i Jylland.

 

I juni blev min familie og jeg, inviteret over til fødselsdag i Kolding. Flaget var hejst, og solen bagede på terrassen. Vi plejer hvert år at grille og hygge os, men lige siden at Corona havde vendt vores liv på hovedet, har hverdagen ikke været den samme. Før vi kom, var vi godt klar over, at det ikke var optimalt at give hånden eller i det hele taget et knus. Men det var ikke tanken om at skulle hilse på afstand. Det var tanken om at lægge traditionerne bag sig. Ikke kun til sammenkomster, men også i hverdagen. Det virker helt uhåndgribeligt at forestille sig fremtiden, eller i det hele taget hverdagen før Corona. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg tit bekymret for, om hverdagen nogensinde bliver normal igen. I alle tilfælde har vi, som den fremtidig generation lært at leve med en pandemi. 

 

Apropos fremtidige genrationer har vi medierne til fordel. I artiklen ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?” skrevet af Morten Mikkelsen, fremgår det at ”Der findes forskning, som viser at de såkaldte sociale medier på internettet ganske vist kan bringe mennesker i øjeblikkelig forbindelse med hinanden over kæmpeafstande med et enkelt klik”. Konceptet om at holde en virtuel fødselsdag er svært at visualisere, men endnu sværere at anerkende. Omstændighederne tvinger os til at ende vores traditioner, men med tiden har vi lært at acceptere at sætte vores normer til side. 

 

De nye Corona-normer overholdt vi dog stadig. Under middagen sad vi med en meters afstand mellem hinanden. Håndspritten gik på omgang rund om bordet. Det er let at vænne sig til restriktionerne i det offentlige, men det er anderledes når man ændrer på en tradition. På trods af afstanden, ville vi jo gerne hygge og snakke. Vi havde jo meget, som vi skulle samle op på, da det ikke er så tit at vi ser hinanden. Jeg er bare glad for, at vi nåede at mødes inden forsamlingsforbudet blev ændret. 2020 er uden tvivl et år, som vi aldrig får tilbage. Jeg tænker tit på, hvad vi kunne have opnået, hvis Corona ikke havde fundet sted. Eller endnu værre, hvis medierne ikke havde fundet sted. Det er som om, at medier og Corona naturligt går hånd i hånd. Jeg tror at Corona havde været forfærdeligt uden sociale medier. Ingen nye historier. Ingen nye film. Og slet ingen kommunikation. Vincent F. Hendricks som udtaler sig i Morten Mikkelsens artikel, nævner selv ”Det er også bemærkelsesværdigt, at det digitale rum er meget effektivt til at skabe opmærksomhed, men hvis du skal forpligte folk til at gøre noget sammen, er det fysiske rum langt det bedste”. Det er ingen hemmelighed at det er mere nærværende at være til stede i et fysisk rum, for det oplevede vi selv til fødselsdagen.

 

Senere hen på aftenen rejste vi os, og forlod festen præcis som vi ankom, med et farvel på afstand. Der var ikke noget galt med fødselsdagen, men det var bare underligt ikke at kunne hilse på sine nærmeste. Det føles som om, at man konstant bliver mindet om Corona igennem reklamer fra sundhedsvæsnet. Jeg oplever mest at blive påmindet om Corona, når jeg er på sociale medier. På køreturen hjem, fik jeg en meddelelse om dagens smittetal. Som en øjenåbner gav det mig en forfærdelig skyldfølelse, som var svær at ryste af sig. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som har haft følelsen af at være ansvarlig for andres helbred. Hvis jeg kunne tage tilbage til den dag, havde jeg gjort det andeledes. Måske er det endda nødvendigt at vi skaber nye traditioner gennem de gamle. Én ting er sikkert. Vi kan ikke fortsætte med at samles på den måde. 

 

- Malthe