En verden uden sociale medier

 

En sommer med fest og farver. Glade unge mennesker, som skriger, hopper og danser mens Verdien går på rundtur og bassen i Soundboksen er ved at sprænge… Eller ikke. Det lyder måske mere som en drøm i 2020. Corona kom som et lyn fra en klar himmel, som min ven Christian ville beskrive det. Vi må ikke længere samles med dem, vi holder af. En rigtig party pooper, men sådan er det. Vi kan ikke gøre andet end at overholde de strenge restriktioner, og prøve på at holde humøret oppe. Det er her de sociale medier kommer ind i billedet, for uden at være sammen med venner og familie fysisk, har man stadig mulighed for kommunikation og løbende opdateringer over medier som Facebook, Snapchat eller Instagram.

 

Tænk hvis det var den forrige generation, som corona epidemien var gået udover. De havde jo ingen mobiler. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig en ungdom uden adgang til sociale medier. Hvad fanden lavede vores forældre og forfædre overhovedet derhjemme? Spillede kort? Hvad så når de havde fundet ud af, hvem der var bedst? Jeg kommer aldrig til at kunne sætte mig ind i det. Noget jeg bedre kan sætte mig ind i er Morten Mikkelsens artikel ”Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”, hvori en forskning viser, at den gennemsnitlige smartphone ejer berører telefonen 2.600 gange om dagen. Det er et overvældende tal, og jeg synes man burde spørge sig selv, hvorvidt det er nødvendigt. Vincent F. Hendrick tilføjer i artiklen også ”Så mange gange rører du ikke engang ved din kone eller kæreste”. Det er tankevækkende. En telefon kan da aldrig blive vigtigere end et andet menneske, som man holder af. Der må være tale om, at vi i ren refleks lige hurtigt tjekker, om vi har fået nye likes eller beskeder i den statistik, ellers er det for sindssygt.

 

Jeg er selv storforbruger af de sociale medier, og jeg er også bevidst om, at det nok ville være fornuftigt at bruge tiden på noget andet, måske begynde til sport eller sådan noget. Så tænker jeg på de dage, hvor jeg er i skole fra 8.30-15.40 og så skal direkte på arbejde i Superbrugsen efter fra 16.00-20.30. Jeg tager hjemmefra kl 8 og er først hjemme igen kl 21, det er altså 13 hårde timer, og jeg kan være stensikker på, at jeg er halvdød når jeg kommer hjem, men der er dagen slet ikke slut endnu. Jeg skal først have aftensmad, og eftersom jeg sidst fik mad kl 11.50, kan jeg spise en hel ko. Når jeg har spist aftensmad kl 21.30, kan jeg så begynde på mine dag-til-dag lektier, som sagtens kan tage halvanden time. Så er jeg alligevel glad for, at jeg ikke også skulle tænke på, at jeg skal til sport dagen efter, jeg kan derimod glæde mig til at slappe af derhjemme og bruge hele min dag på Tiktok og Instagram. Når jeg siger det på den måde, lyder sociale medier ikke nødvendigvis som en god ting, men her i corona-tiden har de sociale medier altså spillet en vigtig rolle for mig alligevel, fordi de har givet mig mulighed for, at kunne se og høre mine venner gennem videoopkald, selvom de sidder 50km væk. Så sidder man kun tilbage med følelsen af at være isoleret, og længslen efter at kunne kramme dem i virkeligheden.

 

De sociale medier havde også stor betydning for min virksomhed i sommers. Jeg have brug for at fortælle mine kunder, hvilke specifikke corona restriktioner der gjaldt i min milkshake bar, og her var Instagram en nyttig platform til at få beskeden spredt ud til de fleste. Derudover kunne appen også hjælpe mig med at promovere igennem andre kunder, for eksempel hvis en kunde havde lagt en story op, hvor vedkommende taggede barens profil, så kunne deres venner og bekendte gå direkte ind og se milkshake barens profil, og så muligvis selv blive nye kunder. Derfor har de sociale medier haft stor positiv indflydelse på min virksomheds fremgang, i en ellers svær tid at have fremgang i for en lille virksomhed pga. corona restriktionerne. Min virksomhed var i hvert fald gået konkurs for længst, hvis jeg havde levet min mors ungdom uden sociale medier, for hvordan skulle kunderne så overhovedet vide, at min milkshake bar fandtes? Hvordan reklamerede man overhovedet for sin virksomhed dengang, skulle man så skrive ”kom og køb” i ugeavisen eller hvad? Det er jo selvfølgelig også et medie, som vi ikke må glemme, men hvor effektiv den metode ville være, for at tiltrække unge i dag i 2020, ville jeg ikke være så sikker på.

 

Mit private forbrug af sociale medier i corona-tiden er en helt anden sag. Jeg kan huske, at jeg under hjemsendelsen brugte over 7 timer på min telefon om dagen. Det er jo alt for meget. Jeg vil sige til mit forsvar, at jeg nu har et gennemsnit på 4 timer og 31 min om dagen. Man kan derfor også sige, at de sociale medier måske ikke har haft god indflydelse på alt under hjemsendelsen, men på den anden side, hvad skulle man så ellers lave, når man hverken må tage nogen steder hen eller ses med ens venner… Hvilket minder mig om, at jeg skal huske og spørge mine forældre, hvad de havde gjort i en corona situation uden mobiler. Hvilken rolle synes du, at de sociale medier har spillet i corona-tiden?

 

-        Ida-Maria

Effekten af medierne i corona tiden

 

Hvad betyder Corona egentlig for mig? Det er spørgsmålet alle stiller for tiden, og alle har det samme svar, at det har haft en stor betydning gor, deres psykiske og fysiske helbred. Alle de restriktioner og forbud har splittet familierne, og har gjort af folk føler sig alene. Ensomheden er det værste, man som menneske kan opleve, men i sådan en hård tid har vi alle været heldige med sociale medier. Vi er kun et opkald væk fra at snakke og se mennesker, enten over Messenger, Skype, Snapchat eller selv Instagram, men det afholder os stadig fra følelsen af et kram eller bare et ordentligt håndtryk. Altså en hvilken som helst form for menneskekontakt. Skin to skin. Og jeg må da også ærligt indrømme, at det her været hårdt, når man for eksempel ser sine bedsteforældre, og så kan man ikke kramme dem eller sine veninder. Selvom man ikke altid er god til at overholde det, er der hele tiden den bagtanke, har jeg nu corona, eller var det nu bedst, jeg blev hjemme. Den konstante frygt for at smitte andre er der hele tiden. Der bliver jo hele tiden skrevet historier om diverse coronatilfælde, og jeg tænker bare, bliver de ikke aldrig trætte?

 

Jeg kan huske første gang, jeg følte, corona var sådan rigtigt tæt på. Det var selvfølgelig, da man første gang skulle testet. Den følelse af at have en vatpind i halsen og den bare rigtigt blev kørt rundt over det hele, tror jeg ikke, aldrig nogen vil glemme. De skulle jo have alle bakterier med, men alligevel ved man, hvor vigtigt det er. Og mens man ventede på resultaterne, sad man med en klump i halsen, for hvad nu hvis jeg har corona? Alle de gange, jeg blev testet, var det første, jeg gjorde, altid at skrive til mine veninder, at jeg var negativ, og selvfølgelig siger jeg det til min familie. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvilke konsekvenser det ville have for mig, hvis jeg blev testet positiv. Hvad ville min familie sige? Eller mine venner og klassekammerater? Jeg render med den konstante frygt for udelukkelse, for jeg ved, at alle de andre også selv er bange for corona, og at alle på en eller anden måde ville blive sur på smittespreder. Så hvordan ville de reagere? Min første coronatest var, da jeg en tirsdag vågnede op med ondt i halsen. Min mor og jeg besluttede os for, at det nok var bedste at få taget en test. Jeg havde været til fest weekenden inden, så det var derfor ekstra nervepirrende, at jeg så vågnede op med ondt i halsen. Det hele gik fint, og på grund af Teams havde jeg mulighed for at være med i undervisningen hjemmefra, mens jeg ventede på mit resultat. Så hvis det ikke havde været for medierne og de muligheder, vi har i dag, ville jeg have gået glip af i hver fald en dags undervisning, og det lyder måske ikke af meget, men på gymnasiet er det meget at gå glip af. Og hvis det ikke havde været for medierne, havde jeg ikke mulighed for at fortælle folk hurtigst muligt, at jeg ikke var positiv.

 

Så sociale medier styrer nemlig en stor del af vores tilværelse, og det har de især også gjort under corona. I artiklen ”hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes?”, beskriver Morten Mikkelsen hvordan medier styrer vores hverdag, og hvordan det påvirker vores sociale liv uden om medierne. Morten Mikkelsen skriver for eksempel i artiklen at ” det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer, vi risikerer at slå i stykker ved at være konstant koblet på verden ved hele tiden at være parat til at lade os forbinde forstyrre og forføre på nettet”. Som han skriver, er der så mange ting, der bliver påvirket af, at vi hele tiden skal være på diverse medier. Det beskriver også meget godt, hvordan det var været igennem coronatiden, for der har tit været perioder, hvor jeg har ligget søvnløs om natten, hvor mit skolearbejde eller fritidsarbejde har været påvirket, og hvor jeg hele tiden har været parat til at hive min telefon op af lommen, når den har lavet den mindste vibration. Og hvor har det ført mig hen? Det har ført mig i situationer, hvor jeg let bliver påvirket af, hvad der bliver delt på nettet, og som derefter påvirker min hverdag, det har ført mig i situationer, hvor jeg føler, at jeg skal være på hele tiden for ikke at blive ekskluderet fra fællesskabet. Man skal hele tiden dele ditten eller datten og forsikre folk om, at der ikke er en fare.

 

Med de ord har jeg præsenteret både en positiv og negativ påvirkning, som medier har. For hvis ikke jeg havde mine medier, ville jeg så føle mig ensom, men på den anden side ville jeg føle mig mindre ensom uden dem? Det er spørgsmålet, jeg må lære at leve med, for i denne tid er der desværre intet midt imellem. Spørgsmålet er bare, hvornår har jeg fået nok? Er det efter for mange søvnløse nætter eller er det efter alle de gange, jeg føler, jeg bliver udelukket fra fællesskabet? Det er spørgsmålet.

- Line

 Er mobiltelefonen et ”musthave”?

Sommeren 2020. Hmmh, hvad skete der egentlig? På en måde føler jeg det var en sommer som var ovre på et splitsekund, og på en anden yderst besynderlig måde, var den uendeligt lang. Nu når jeg tænker over det, så er det faktisk svært at komme i tanke om noget, som ikke har noget med vores alles værste fjende, Corona at gøre…

Før pandemien gav ordet, ”corona” mig egentlig gode vibes, for jeg tænkte mest af alt på fest, corona - altså øllene, alle de gode venner og veninder og sidst men slet ikke mindst, stemningen. Stemningen som der var da alle kunne være sammen for alvor. 

Hvis man spørger mig hvad jeg tænker på nu, så ville mit svar være noget mere gråt og kedeligt. Bevares, corona har ikke ødelagt alt, for jeg fik mig da nogle gode ture i sommerferien, som jeg slet ikke vil være foruden, men corona kørte bare i baghovedet ustandseligt. 

 

Der skete ikke det store i min sommerferie. Jeg fyldte de vilde 18 år, som faktisk slet ikke var så vilde alligevel, og dagen efter drog jeg til København med nogle af mine bedste efterskoleveninder. Vi var der i alt fire dage, hvor vi hyggede (festede en smule), lavede mad sammen og alt det man nu gør når man er samlet 12 piger, og ikke har set hinanden i lidt over otte måneder.

Det var utrolig hyggeligt, men også lidt tankevækkende. Konstant blev mobilen hevet op fra lommen for at enten dokumentere, hvilket jo var fint, men tit var det også for bare at svare på den nyeste snap som tikkede ind. Jeg gjorde det helt sikkert også selv, for den er jo ufatteligt svær at lade ligge. Hyggede vi os ikke nok til bare, at lade den ligge? Jo, helt sikkert, men det viser bare hvor meget indflydelse den faktisk har på vores hverdag, hvor meget mobiltelefonen er et ’musthave’, og hvor meget den egentlig kan spolere en god stemning ved bare at lyse op kort. 

I artiklen ”hvem bliver vi hvis vi lader os styre af likes” skrevet af Morten Mikkelsen, bliver der givet et især godt eksempel af, hvad mobiltelefonen rent faktisk gør ved os som individ:

”Digitaliseringen af vores liv og vores forbindelse til andre menneskers liv er gennemgribende. Det, som også er et smart kommunikationsmiddel, er blevet en dårlig vane grænsende til et alvorligt misbrug - ikke kun for nogle få mennesker uden selvkontrol, men for langt de fleste. Og det er ikke kun vores pengepung, vores nattesøvn, vores arbejdsro og vores intime relationer vi risikerer at slå i stykker.”

Alt der bliver beskrevet ovenover passer vel på stort set alle, gør det ikke?

 

Siden marts har det hele handlet om de nye restriktioner og om, hvorvidt vi faktisk har kunne være sociale med vores venner, hvor mange vi har kunne ses med på en gang og i realiteten hvornår på døgnet, hvilket har været helt sindssygt hårdt synes jeg. Inden sommerferien vågnede jeg op om morgenen, klokken var 8:25 og det var tid til at rulle over i den anden side af sengen, for at få fat i min computer, for så at være i skole, få fri og så bagefter blive liggende i min seng. Der gik utrolig meget af min tid også med telefonen i hånden skal jeg da være ærlig og indrømme, og jeg føler lidt dem som siger det modsatte lyver, eller er det bare fordi de har et måske lidt mere interessant liv end mig?

Nå, men det var vel egentlig også helt fair at have telefonen i hånden på det tidspunkt, for vi skulle jo ligesom meget gerne kunne holde kontakten mens vi bare lå derhjemme og kedede os som ind i, hvad jeg i det her tilfælde ville beskrive som et helvede. 

 

Alle disse ting har fået mig til at tænke - hold kæft hvor er jeg glad for, hvilket syn på tingene det hele har givet mig efterfølgende. Jeg er så, så, så taknemmelig for, at min familie, venner og alle omkring mig er raske. Derudover er det vel også en bonus at jeg efterhånden som tiden går, er begyndt at få øjnene op for, hvor meget jeg rent faktisk bruger min telefon og at jeg i realiteten også er en smule afhængig af den… Men, Corona er jo ikke ovre og med det følger alle restriktionerne og de triste tal og nyheder stadig. Men jeg synes vi alle får gjort noget hver især for at hygge os med hinanden og tænke på nye gode tider, ikke?

 

-       Simone