lørdag den 24. oktober 2020

En tid med medier & corona

I dag fylder medier meget i vores hverdag, specielt de sociale medier. Medierne er nødvendige, når der blandt andet, skal formidles information ud til mange mennesker, og man kan faktisk sige at vi er ret afhængige af medierne generelt, men om vi så bruger medierne korrekt, er jo så spørgsmålet.

I en artikel af Morten Mikkelsen, fra Kristeligt Dagblad, er der et interview med Vincent F. Hendricks, som er professor i formel filosofi. Han fortæller, at der findes forskning, der viser at ”den gennemsnitlige ejer af en smartphone berører apparatet 2600 gange hver dag.”, dermed konstaterer han også at vi har mere kontakt med et apparat end vi har med vores kone eller kæreste. Så er det en afhængighed eller en nødvendighed, når vi bruger det så meget? For burde vi ikke have mere kontakt med mennesker end et objekt?

Sommerferien i år føltes anderledes og lang, da vi i skolerne har haft fjernundervisning grundet covid-19. Vi oplevede alle at vi i denne periode havde mere kontakt med vores apparater end med mennesker, og oplevelser og socialt samvær var en mangel. Medierne var essentielle for at kommunikere med vores klasse, vores venner og vores lærere, men ensomhedsfølelsen og rastløsheden byggede sig op, når man ikke kunne være fysisk til stede i skolen, gå i biografen med vennerne, tage til træning eller hvad det nu ellers kunne være. Jeg ønskede ligesom mange andre fra min familie sin almindelige hverdag tilbage. Det mest almindelige jeg lavede, var at tage på arbejde i Daglig Brugsen, for man skulle stadig kunne handle under nedlukningen, men når jeg ikke var på arbejde eller havde virtuel undervisning og lektier, sov jeg for det meste bare dagene væk, når nu der ikke var så meget andet at bruge tiden på. Jeg blev hurtigt meget rastløs, og derfor begyndte jeg at gå en masse ture, alene eller med mine søskende.

I foråret, under nedlukningen, skulle min familie og jeg have ny hund, hvilket vi alle havde ventet længe på, men med en uvished om, om vi nu alle sammen fik lov til at køre med hen til kennelen for at hente hunden, hvilket vi selvfølgelig alle sammen ville. Ventetiden føltes især lang, når dagene var så ensformige, tiden gik derhjemme, foran computeren uden oplevelser uden for hjemmet. Det ville blive godt, når vi skulle hente vores hundehvalp hjem, for så ville vi få en oplevelse ud af det. En hundehvalp i huset ville i hvert fald ikke være kedeligt, for så kunne man lege med den og træne med den og alt, hvad man nu ellers kan lave med en hundehvalp. Ugerne op til, at vi skulle hente hvalpen, fik vi tilsendt videoer og billeder af hvalpene, så vi kunne se dem, hvilket gjorde os alle endnu mere spændte på at få den hjem. Vi fik heldigvis alle sammen lov til at køre med ud og hente hundehvalpen, hvilket virkelig var rart, for det havde vi jo set frem til. Vi havde kun set hvalpene på videoer på en Facebook side, så vi vidste ikke nøjagtigt, hvordan vores egen hvalp så ud eller, hvordan dens personlighed var, for det var svært at vurdere ud fra en video på et apparat. Vi fik hunden med hjem og meget af tiden gik med at lege, træne og gå ture. Det gav os en grund til at komme udenfor og væk fra computere, mobiltelefoner og medier.

I dette tilfælde med nedlukningen af Danmark og corona, har medierne haft en vigtig betydning i form af kommunikation mellem mennesker uden den fysiske tilstedeværelse, men det er ikke en form for kontakt, der mindsker ensomhedsfølelsen og måske har den endda en fraværende effekt på mange mennesker, når man konstant kigger i sin telefon og tjekker op på, hvad der sker på ens sociale medier, for så lægger man ikke mærke til personerne og tingene omkring sig. De fleste har nok prøvet at tjekke sin telefon konstant, for tænk nu hvis man havde fået en meddelelse, eller at man gik glip af noget vigtigt? Vi er nok mange, der kan nikke genkendende til at vi bruger medierne meget på vores mobiler, og vi bruger dem nok også udover det nødvendige.

Men da vi var nødsaget til at isolere os derhjemme, havde vi stadig muligheden for at kommunikere med venner og familie. Udover kommunikation mellem venner og familie, kunne man følge med i samfundet og udviklingen af situationen med covid-19.  Her var alle former for medier en nødvendighed, da det er nødvendigt for at videregive og formidle informationer hurtigt og effektivt samt socialisere med andre mennesker. Uden de sociale medier, havde informationen mellem lande og samfundets borgere ikke været nær så effektiv, og det er derfor vigtigt at man får brugt sine platforme til at formidle de vigtigste informationer, især i krisesituationer.

-     - Stephanie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.

Det sociale liv med corona

  Corona, corona, corona.. Hører man andet de her dage? Jeg føler ikke man hører om andet end corona, og hvordan tallene går op eller ned. ...