Det sociale liv med corona

 

Corona, corona, corona.. Hører man andet de her dage? Jeg føler ikke man hører om andet end corona, og hvordan tallene går op eller ned. En ting er stensikkert, og det er at det sociale liv virkelig bliver svækket under den her pandemi. Jeg er meget sammen med mine venner stadig ... Dog med en begrænsning på kun 5 personer, og det synes jeg personligt er meget ærgerligt, men man må gøre hvad regeringen siger. Så vi forhåbentlig en dag kan leve et ”normalt liv”. Hvad er et normalt liv nu? Et år er snart gået med corona, og vi er nogenlunde samme sted som sidst. Dog er der kommer flere varianter, og vi har måtte i Danmark dræbe alle mink. Jeg har endda måtte holde min fødselsdag med virtuel undervisning, og være sammen med mine venner dog ikke alle. At leve et liv med corona gør, at man virkelig bliver sat på prøve som individ. Man opdager lige pludselig, at ting man elskede eller nogle man elskede lige pludselig, betyder mere. Når afstanden er det der gør, at man skilles.

Mange er efterhånden ved, at være træt af den her nedlukning, men de fleste ved det nok er bedst at holde det lukket. Frem for at skulle få en op blusning af corona igen, som vi jo gjorde i december. Nogle vælger at se positivt på hele situationen, hvor andre vælger at se negativt på det. Der blev også afholdt en masse demonstrationer, som kæmpede for friheden. Jeg er lidt uenig i den demonstration da vi jo ikke er ”låst” inde, men bare skal passe på de sårbare. Man kan jo altid ringe en ven op over de forskellige programmer. Og vi unge bruger jo også sociale medier hver dag, så det er ikke umuligt at få kontakt med hinanden. Frem for hvis vi levede i 1800-tallet, så havde det nok været en anden boldgade. Jeg bruger dagligt mine sociale medier, og er sammen med mine venner næsten hver dag. Og jeg har det fint med, at skulle passe på de ældre og sårbare mennesker, som i sidste ende kan risikere at miste livet.

Livet er kort, og man må nyde den tid man har. Man ved aldrig hvornår ens sidste dag er før det sker. Så derfor synes jeg personligt, at hvis man har en negativ indstilling til corona, så det lidt nederen. For regeringen lukkede jo ikke ned før corona var en farlig virus. Ligeså vel som dem der synes de ikke kan leve deres liv optimalt, fordi barer, restauranter, butikker, frisører og natklubber er lukket. Så er der nogle mennesker, som kan ende med at miste deres liv, fordi de kan blive smittet af corona. Så dem der har det virkelig nederen over corona er i sidste ende egoister.

 Jeg synes da også det en smule øv, at det er som det er, men jeg ved hvor meget det hjælper for dem som kan miste livet. Man skal huske at være taknemlig, for bare det mindste i ens liv. For bare det, at vi lever i det 20.århunderede og har mulighed for til hver en tid, at komme i kontakt med hinanden på. Det synes jeg er meget fantastisk. Godt nok er det gennem mobilen, men stadig er vi meget heldig for at kunne udnytte, at vi har muligheden for det.

 

Liiban

Hvem er vi egentlige efter en Pandemi?

Året 2020 startede ud med alle de forventninger, der følger med et årtiskifte - blot for at skuffe os alle. 2020 var året der ellers skulle være bemærkelsesværdigt og helt uforglemmeligt. Der gik ikke mere end 3 dage ind i det nye år, før hele verdenen var indstillet på en Tredje Verdenskrig, efter kontroversielle rygter havde spredt sig. Rygterne lød, at Donald Trump havde dræbt en Iransk general, nemlig Qasem Soleimani. Når jeg selv ser tilbage, kan jeg dog ikke benægte, at det har været et uforglemmeligt år idet, at jeg husker tilbage på mange scenarier, der i nutid næsten lyder som noget fra en tv-serie.

 

Alle de katastrofale begivenheder der foregik i verdenen, var ikke til at holde styr på; Australien stod i flammer og Covid-19 ankom for første gang til Danmark, som ingen ellers havde forventet. Covid-19 afspejler, hvordan vi i forvejen forholder os til eksempelvis fattigdom rundt omkring i verdenen. Vi ignorerer det fordi, at det ikke har noget at gøre med os, og fordi det aldrig ville ramme os danskere. Akkurat med vores fantastiske velfærdssystem, eller troede vi måske forkert?

Jeg har i forbindelse med dette altid haft en tanke, som jeg også tror mange andre Danskere har haft. En tanke om at Danmark altid har været et af de bedste lande, og hvor denne tankegang hermed også har opfyldt denne forestilling. Første gang jeg indså, at dette bare var en tanke frem for virkelighed, var den 11. marts 2020. Jeg kan snakke på mange andres vegne, når jeg siger dette: ingen af os havde nogensinde forstillet sig, at Covid-19 ville ankomme til Danmark, og hvordan den ville påvirke os.

Et eksempel er et halvt år efter, fredag den 30 oktober et halvt år efter, hvor jeg var i Fakta for at handle, da jeg manglede mælk til mine cornflakes. Jeg stødte på en jævnaldrende kvinde, som råbte ”Nu tager jeg kraftedeme mit mundbind af, det her går imod grundloven”, i takt med at hun rev sit mundbind af. Den jævnaldrende kvinde blev derefter eskorteret ud af Fakta, imens publikum stirrede blindt på hende. Jeg blev helt overvældet, for hvordan kan vi som danskere håne Amerikanerne, for at nægte at bærer mundbind, når vi netop gør det samme? Kan en krise ændre en befolkning væremåde så meget, at man ligner et land som man ellers plejede at kigge ned på, når det kom til deres snæversynet holdning til at tage hensyn til sine medmennesker fremfor at fokusere på sin egen interesse? Eller har vi aldrig kunne se det fra det andet perspektiv? Det er de tanker jeg gik med på vej hjem. Denne kvinde, var en ganske almindelig dansker, hun var ikke skør, hun var ikke sindsforvirret, hun var en som jeg kunne se som min lærer eller måske min kasse ekspedient, eller min læge.

 I artiklen “Hvem bliver vi, hvis vi lader os styre af likes” af Morten Mikkelsen, nævner han blandt andet følgende: ”At blive ustandseligt påvirket og afkrævet en stillingtagen og alligevel føle sig magtesløs. Selvom sociale medier har gjort næsten alle til medier, der offentliggør information, kræver det stor selvkontrol og bevidste strategier for det enkelte menneske overhovedet at have et rum til at tænke personlige tanker”. Om mundbind gik imod grundloven og om de overhovedet beskyttede mod Covid-19, var blevet diskuteret på de sociale medier. Disse informationer på de sociale medier kunne havde været grunden til, at den jævnaldrende kvinde var blevet så påvirket, at hun mistede selvkontrollen den dag i Fakta.

 

Er vi mon også skyldige i den jævnaldrende kvindes opførsel, og alle andre som går imod restriktionerne, når vi bruger på Facebook, instagram eller snapchat, og er med til at skabe mistillid til regeringen. Er vi med til at kaste brænde på bålet, når vi eksempelvis liker, kommenterer eller deler opslag, memes eller videoer om hvorvidt mundbind overhovedet beskytter mod Covid-19? Er vi mon også skyldige i den jævnaldrende kvindes opførsel, og alle andre som går imod restriktionerne, når vi blindt liker opslag der er kritiske mod restriktionerne og på den måde får medieopmærksomhed på den negative måde. Havde disse personer mon nogensinde gået imod restriktioner, hvis vi slet ikke likede dén ene meme, eller dén ene video?

Vi havde aldrig forventet, at Corona nogensinde skulle ramme vores yndige land, hvor vi jo alle ville følger retningslinjer og love. Eller var det bare en illusion? Det lyder nærmest dobbeltmoralsk, når vi danskere, selv ser vores land, som et der er meget bedre end alle andres. Vi latterliggør verden omkring os som eksempelvis USA, hvor de fester og laver protester mod at bære mundbind på trods af pandemien. Dét ville vi jo aldrig gøre (indtil problemerne kom til os). Mange overholdt ikke retningslinjerne i Danmark, bøder blev delt ud i de mange byer, og nogle nægtede at bære mundbind til den grad, at det endte ud i anholdelser. Så hvem er vi egentlig efter en Pandemi?

      - Iman